Den nye, økologiske landbrugsuddannelse på Jernbjerggaard ved Slagelse under den sjællandske erhvervsskole, ZBC, har indgået aftaler med fire økologiske fødevareproducenter om at medvirke til uddannelsen af elever.

Tanken er, siger uddannelseslederen, Frederikke Tom-Petersen, at eleverne skal involveres i et tæt samarbejde med en af virksomhederne om at løse udfordringer i virkelighedens verden for deres produktion. Det vil så være en del af uddannelsen for eleverne at medvirke i den proces, blandt andet med praktisk arbejde på egne jordlodder på uddannelsesstedet på Jernbjerggaards 70 hektar land.

- Det kan for eksempel være, at virksomheden har et problem med snegle i deres salatproduktion. Eleven vil så arbejde med denne udfordring via sit jordlod på Jernbjerggaard. Når den bedste løsning er fundet, udarbejder eleven en rapport til virksomheden med anbefalinger til en løsning af problemet.

Det er ikke sådan, at eleverne forventes at løse virksomhedernes problemer. Meningen er, at eleverne skal forstå hvilke faktorer, der spiller ind, når der er et problem, forklarer uddannelseslederen om pædagogikken.

Tilpasset både små og store bedrifter

Skolen udarbejder også undervisningsmaterialer på baggrund af virksomhedernes virkelige problemstillinger.

ZBC’s nye, økologiske uddannelse er startet op i august som den første regulære, økologiske landbrugsuddannelse i Danmark ved siden af Kalø Landbrugsskole.

-  Profilen og afsættet for landbrugsuddannelsen på Jernbjerggaard handler om bæredygtighed og økologi. Vi har fokus på innovation, nicheproduktioner, dyrevelfærd og madhåndværket, lyder Frederikke Tom-Petersens karakteristik.

Uddannelsen er tilpasset både store og små landbrug, ligesom den også gør eleverne i stand til at arbejde i det konventionelle landbrug, siger hun.
Elever kan blive indført i driftsformer som permakultur, pop-up landbrug, insektfarme, skovhaver og anden alternativt landbrug og arbejde med gårdbutikker og andre alternative afsætningskanaler.

Efterkommer forbrugerinteresser

Uddannelsen kan kombineres med en studentereksamen, som et fireårigt forløb.

ZBC omlagde med virkning fra august den eksisterende uddannelse fra konventionelt landbrug til en økologisk inspireret retning under indtryk af den stigende forbrugerinteresse, fortæller Frederikke Tom-Petersen.

- Der har være en konventionel trend, der har handlet om stordrift, og så er der en anden om økologi og så er der en tredje trend, der bygger på nogle økologiske principper. Den handler om de mindre landbrug, hvor man fokuserer på højværdiafgrøder, mindre arealer og andre afsætningsmuligheder og en anden type innovation, der ikke går på at udvikle hen mod stordrift, men mod at udvikle nye produkter eller på at forarbejde dem tættere på landbrugsproduktionen.

Det er en trend, som mange kaster sig over uden at have fagligheden med sig, så de brækker halsen på det. Uddannelsen skal inkorporere faglighed i sådanne nye typer produktion, som der er stigende forbrugerefterspørgsel efter, og det kan også sagtens være med konventionelle produktionsmetoder, siger Frederikke Tom-Petersen.

Virksomhederne bag samarbejdet

ZBC i Slagelse har indgået et samarbejde om den nye, økologiske landbrugslinje med følgende produktionsvirksomheder.

● Årstiderne, Krogerup Avlsgård i Humlebæk

● Grantoftegård i Ballerup i samarbejde med Landbrug & Fødevarer

● Tvedemose Champignon ved Lundby, der også holder høns.

● Grønholdtgård på Glænø, der laver krydderurter og grøntsager.