Det er tvivlsomt, om Ukraine og Rusland formår at forlænge den aftale, der giver Ukraine lov til at eksportere afgrøder via skibe i Sortehavet, efter russisk chikane af den nuværende aftale.
Ingen skibe fik lov til at sejle igennem Sortehavet og hente afgrøder i Ukraine i starten af denne uge, efter at Rusland stoppede den nødvendige inspektion af skibene. Det skriver flere internationale nyjhedsbureauer.
Ifølge Reuters Bureau lå der 90 skibe i tyrkisk farvand og ventede på tilladelse til at tilgå havne i det sydlige Ukraine, inklusiv 62 skibe, der skulle fragte afgrøder ud på verdensmarkedet.
Ifølge den ukrainske regering kom skibene ikke videre, fordi Rusland, der er med til at inspicere skibene, var stoppet med at cleare skibene til at sejle videre mod Odessa og andre havnebyer i det sydlige Ukraine.
Den russiske regering har truet med at sætte en stopper for den kornaftale, der er indgået mellem de to krigende parter, fordi landet forlanger bedre muligheder for at eksportere egne fødevarer, og også gødning.
Aftale udløber snart
I slutningen af 2022 gik EU med til at lette sanktionerne mod eksport af russisk handelsgødning, men den russiske regering mener ikke, at det er sket i tilstrækkelig grad.
Den nuværende kornaftale udløber den 18. maj, og både Rusland og Ukraine oplyser, at der er risiko for, at aftalen falder på gulvet. Man er dog igang med nye forhandligner.
- arbejdet er gået i gang. Men vores holdning er velkendt, og den ændrer sig ikke. Men nu må vi se, hvordan forhandlingerne ender, siger talsmand for den russiske regering, Dmitry Peskov ifølge Reuters.
Siden kornaftalen blev indgået sidste år, har Ukraine eksporteret næsten 30 millioner tons afgrøder og fødevarer, blandt andet til nogle af de fattigste lande i verden.