For første gang i nyere tid er der fundet en skuddræbt ulv. Det skete mandag eftermiddag, hvor politiet handlede på et tip fra et vidne, der havde set en mand køre op nær en mark og fra sin bil have anskudt et dyr.
På gerningsstedet fandt politiet en skuddræbt hunulv og et nyligt afskudt patronhylster. Efter et signalement fra vidnet blev en 66-årig mand fra lokalområdet arresteret. Han nægter sig skyldig i sagen.
- Det er på nuværende tidspunkt politiets vurdering, at der foreligger flere overtrædelser af jagtloven og artsfredningsbekendtgørelsen, men også andre bestemmelser kan være overtrådt, hvilket den kommende efterforskning vil vise, skriver Midt- og Vestjyllands politi om sagen.
 

Forbudt

I forbindelse med en ransagning på den mistænktes bopæl blev der fundet flere skydevåben.
Det er første gang i moderne tid, at en sådan episode har fundet sted i Danmark. Politiet oplyser, at da der ikke er fastsat nogen jagttid på ulve, må de ikke skydes. Den mistænkte er fortsat sigtet i sagen.
Den nedskudte ulv er nu sendt til DTU Veterinærinstituttet, som vil foretage tekniske undersøgelser af ulven. Det er tænkeligt, at den skudte ulv tilhørte det såkaldte Stråsø-kobbel, der har etableret sig i nærheden.