Kampen om de danske vandløb

AF MIKKEL EKLUND, KRISTIAN BRØNDUM OG EMIL HÄGGQVIST

For hvert skridt, man tager på Åge Knudsens mark, synker man længere og længere ned. Midt på marken vidner flere sæt dybe hjulspor om, at selv stærke landbrugsmaskiner kan ende med at sidde fast, akkurat som Åge og sagen om det lille vandløb Fårbæk nord for Randers gør.

Åges hænder er ru og sorte af olie og snavs; fysiske spor fra det arbejde, han bruger dagene på i gårdens værksted. Herinde hænger værktøjet snorlige, for han bryder sig egentlig ikke om, at der er uorden i sagerne, og arbejdsbordet er ryddet for alt andet, end det, der i øjeblikket arbejdes på. Det eneste, der får lov at stå, er den blå kaffekande med “ÅGE KNUDSEN” trykt langs siden med store, hvide bogstaver. Måske som et minde om dengang, der gik flere ansatte rundt i værkstedet.

Jorden på Åges mark har ikke altid været så mudret, som det i dag er tilfældet. Han kan stadig huske dengang, marken var hans fars, og der altid kunne sås og høstes på den. Det var dengang, de tohjulstrukne traktorer kunne køre overalt på marken. I dag kan selv de store, firehjulstrukne 100-hestes John Deere-maskiner få problemer i den bløde jord, der aldrig rigtig bliver tør. 

Det er ellers ikke fordi, Åge ikke har forsøgt at tage hånd om problemet. Men hans håndtering er endt i en strid, der trækker i langdrag, og som involverer både advokater, politiet og to kommuner. Og en ihærdig lystfisker.Der er få, hvis nogen overhovedet, som kender markerne og det vandløb, der smyger sig omkring dem, lige så godt som Åge. Han er født og opvokset på gården, som hans bedstefar byggede, og siden overdrog til Åges far. Senere blev det Åge selv, der tog styringen.

Det var på gårdens marker, at han, nærmest fra før han kunne gå, sad med i traktorerne, og det var i de tilstødende haller, at han som voksen drev maskinstation med ti ansatte, da der var flest.

Fra vinduet i sit barndomshjem kan Åge i dag kigge på markens våde jord, som en evig påmindelse om den konflikt, han har rodet sig ud i. Han mener selv, at han blot gjorde det, som familien altid har gjort. Hans anklagere ser det i stedet som et angreb mod selve naturen.

Der er en eller anden lystfisker, som har skrevet en mail til kommunen. Det tager jo lidt af nattesøvnen sommetider, det kan ikke undgås. Det er noget værre rod. Det knurrer inde i hovedet hele tiden, siger Åge opgivende.

Åge Knudsen taler ikke med store ord. Når han snakker om hårdt, fysisk arbejde, er det “noget, der giver varmen”, og når han fortæller om sin fars død, siger han blot, “at det ikke lige var planen”.

Men når snakken falder på den sag, han nu er indblandet i, er han anderledes klar i spyttet.

Det er dybt, dybt uretfærdigt, og jeg har ikke gjort noget for at genere nogen. Jeg vil ikke have skyld for noget, jeg ikke har gjort. Det tror jeg ikke, der er ret mange, der vil. Så må de smide mig i spjældet, siger han uden at tøve.

Parterne på begge sider af sagen er kun enige om én ting: Det er et spørgsmål om liv eller død. 

Spørgsmålet er blot, hvem der skal leve.

Våde slagmarker

Danmark har i århundreder været et landbrugssamfund, og næsten to tredjedele af landet er i dag opdyrket med landbrugsafgrøder. Samtidig er over halvdelen af landet opland til et eller flere af de 69.000 kilometer vandløb, der officielt er i Danmark. Åer, bække og grøfter, som er livgivende for en lang række fisk, insekter og planter. 

Men på mange marker er vandløbene i lige så høj grad en dræber, hvis man spørger lodsejere og landmænd. For hvis ikke vandløbene kan lede vand fra markerne effektivt nok, så er markerne stort set ubrugelige til dyrkning.

Oversvømmede marker er efterhånden et velkendt problem hos de danske lodsejere, og dårligt vedligeholdte vandløb bliver ofte udpeget som den store synder. En oversvømmet mark kan betyde druknedøden for de afgrøder, der allerede er plantet, eller også betyder det, at landmændene slet ikke kan komme til at så.  

For landmændene er det i mange tilfælde livsnødvendigt at dyrke så meget som muligt af deres marker, mens det fra andre sider påpeges, at hensynet til naturen må vægte højere end hensynet til landmændenes indtægt. 

Derfor er vandløbene blevet en slagmark, hvor lodsejere og kommuner kæmper en indædt kamp. En kamp, hvor landbruget er blevet en modsætning til naturen. 

Mens kampen fortsætter, består problemet, og regnen falder i stadigt større mængder fra den vintergrå himmel, der i 2020 har budt på den vådeste februar i dansk vejrhistorie. Landmændene råber på kommunernes hjælp, for det er deres ansvar at vedligeholde vandløbene - men det er langt fra alle steder, at samarbejdet mellem kommune og lodsejer fungerer lige smertefrit. Og hvad gør man så? I nogle tilfælde tyr landmænd eller lodsejere til at tage sagen i egen hånd. 

Uden om lovgivningen.

Bagagerummet fyldt med fiskegrej

Det er en augustdag i 2018, da Henrik Leth krydser kommunegrænsen mellem Randers og Mariagerfjord Kommune. En undseelig grænse, der markeres af et enkelt vejskilt og vandløbet Fårbæk, der løber under vejen og langs markerne på begge sider. Det er også lige nøjagtigt her, at Åge Knudsens grund starter.

Henrik Leth er den lystfisker, som Åge med en snert af foragt i stemmen fortæller om. Ham, der senere sender en mail til kommunen, og starter kampen om vandløbet.

Henrik Leth har travlt den dag i august. Bagagerummet er fyldt med fiskegrej, og han skal mødes med nogle bekendte for at fiske. Selvom han er sent på den, lægger han alligevel mærke til noget nyt i landskabet langs bækken. Noget, der ikke skal være der. Langs det lille vandløb står en maskine, og ved siden af den ligger sten og jord i en bunke. Satans også, tænker han.

Hvad helvede skal de splitte det hele ad for? Det hjælper jo slet ikke, siger Henrik Leth, når han nu, godt og vel et år senere, husker tilbage.

Igen i dag har han iklædt sig sine olivengrønne waders, og begivet sig ud på en af sine ugentlige ture langs Svejstrup Bæk i Randers, hvor han holder øje med bækkens tilstand. For et par år siden sørgede han, sammen med en gruppe frivillige, for, at der blev spredt 40 tons velegnede småsten ud i det cirka 30 centimeter dybe vandløb. Småstenene skulle gerne hjælpe bestanden af ørreder i bækken. 

Jeg er meget interesseret i, hvad der bevæger sig nede i vandet. Planter, grus, sten og naturbevarelse generelt, fortæller Henrik Leth, mens øjnene flakker mod bækken inden begejstret afbryder sig selv.

Hov, se der! Der var en. Det var en havørred. To havørreder! Herhenne også, prøv at se hvor de leger. Fantastisk. Det skal jeg sgu lige have på video, siger han og tager sin telefon op af lommen.

Entusiasmen er ikke til at tage fejl af. Det var den samme entusiasme, der i 2018 fik ham til at vende tilbage til Fårbæk et par dage efter, han så, hvad der foregik. Han smed bilen ind til siden, og tog et par billeder af bækken.

Jeg blev både vred og træt af det, da jeg vendte tilbage. Vred, fordi jeg syntes, det var tåbeligt, og træt af det på naturens vegne. Der er ikke nogen, som får noget ud af det, siger Henrik Leth.Da Henrik Leth vender tilbage til Fårbæk, er der ingen tvivl om, hvad der er sket. Åge Knudsen har taget sagen i egen hånd, og har opgravet og renset sin del af Fårbæk i et forsøg på at beskytte sine marker, der, som årene går, står mere og mere under vand. 

Et spørgsmål om liv eller død

Åge Knudsen er ikke den eneste, som har forsøgt at løse problemet med oversvømmede marker på den måde. I nogle kredse ses det endda som den eneste mulige løsning. 

Flemming Fuglede Jørgensen er formand for Bæredygtigt Landbrug. En landbrugsorganisation med det erklærede formål at kæmpe for landbrugsfamilierne, og som siden stiftelsen i 2010 har rundet 4.000 konventionelle landmænd som medlemmer. Medlemmer, der står for at dyrke næsten 40 procent af Danmarks samlede landbrugsareal.

I foråret 2018, et par måneder inden Henrik Leth dokumenterede opgravningen i Fårbæk, opfordrede Flemming Fuglede Jørgensen landmænd og lodsejere til at gøre nøjagtig som Åge Knudsen senere gjorde, hvis ikke kommunen kunne hjælpe. 

“Opfordring til selvtægt,” lød reaktionen fra flere sider. Selvom Flemming Fuglede Jørgensen udmærket er klar over både lovgivningen og konsekvenserne, hvis den bliver brudt, står han i dag stadig ved sine udtalelser.

Det er et spørgsmål om liv eller død for folk. De får jo ødelagt deres aktiver og deres landbrugsjord bliver ubrugelig, siger han og fortsætter.

Det svarer til, at du ikke må reparere din motor, fordi vi ikke bryder os om, at du skifter olie på din bil. Så brænder motoren jo sammen, og du har ingen bil mere. Altså hvad pokker skal du gøre?

Opfordringen fra Bæredygtig Landbrug møder i dag fortsat modstand. Hos Danmarks Naturfredningsforening mener man, at naturen skal have førsteprioritet, og at indgreb i vandløb skal ske på naturens præmisser ikke på landbrugets.

Det er hul i hovedet at opfordre til, at landmænd selv skal grave vandløb op. Det er modstridende med alle de forpligtelser, vi har i forhold til vandrammedirektivet og det ansvar, vi har taget på os med at forbedre biodiversiteten, siger Henning Mørk Jørgensen, der er rådgiver i vandmiljø og hav- og fiskeripolitik ved Danmarks Naturfredningsforening 

Henning Mørk Jørgensen mener, at konflikten bunder i et andet syn på vandløbenes funktion, der kolliderer med ønsket om at bevare dem, som de er.

Det vigtigste er, at vi bevarer vandløb som levested for dyr og planter og som en del af dansk natur. Landbruget skal gerne udvikle sig sammen med naturbevaring ikke på bekostning af naturen, siger han. 

En historisk våd sommer i 2011 fik året efter bekymrede lods- og grundejere til at finde sammen og danne foreningen Danske Vandløb. Foreningen har i dag cirka 13.000 medlemmer, og har til formål at sikre medlemmernes interesser, når der blandt andet sker regulering og vedligeholdelse af vandløb  

Selvom foreningen går ind for, at man skal beskytte sin grund, mener formanden Helge Danneskiold-Samsøe ikke, at løsningen er at tage spaden i egen hånd.

Man skal gå den rigtige vej, hvis man som lodsejer har problemer med for eksempel oversvømmelser. Hvis ikke man er enig med kommunen, må man få lavet sine egne opmålinger og til sidst gå rettens vej, siger Helge Danneskiold-Samsøe

Den store udfordring ved at skulle lave en retssag er bare, at man først har tabt penge på oversvømmelsen og bagefter skal bruge endnu flere penge på advokater og lignende. For det er lodsejeren, der har hele bevisbyrden, siger han videre. Han opfordrer til, at grund- og lodsejere går sammen i lokale ålag for at finansiere opmålinger og holde kommunen op på, at der bliver foretaget det nødvendige arbejde.

Som far altid gjorde

Åge Knudsen havde mange overvejelser, inden han tog valget om at rydde op i Fårbæk. Han vidste godt, der var regler, men for ham var oprydningen blot en videreførelse af det, der altid havde været sædvane på gården. 

Min fatter startede maskinstationen i 1949, og i gamle dage havde vi to rendegravere. Når vi var færdige med høsten, kørte de to og gjorde grøfter op fra morgen til aften, indtil der igen skulle sås til foråret, fortæller han.

Selvom blå traktorer i flere størrelser stadig fylder i gårdens værksted, driver Åge ikke længere maskinstationen som dengang, han overtog den fra sin far. I stedet handler han med halm, og det er normalt kun, når der høstes, at han har brug for flere hænder, end sine egne. 

Men den sommer i 2018 fik Åge alligevel brug for nogle af sine gamle ansatte ved bækken.

Han fik fat i to mænd, han tidligere havde haft ansat, og hyrede en entreprenør til at komme forbi med en maskine, der kunne tage det, de to mænd og Åge ikke magtede med håndkraft. Det var et par dages opslidende arbejde. Fra det kolde vand i bækken fjernede de sten, rødder, grene og tegl, der i tidens løb havde fundet sig til rette på bunden.

Det var noget knokleværk. Det var sgu ikke det sjoveste at gå og rode dernede, og det var fandme også koldt for fingrene, husker han.

Egentlig fik Åge ikke det helt store ud af det hårde arbejde. Som så mange andre lodsejere dyrker han ikke selv den jord, han ejer, men lejer den ud til en landmand. I lang tid havde lejeren brokket sig over, at jorden stod under vand, og hans maskiner kørte fast. 

Ham, der lejer jorden vil jo ikke betale for den hektar ved bækken. Det kan jeg da godt følge, for han kan ikke køre hernede. Han vil da ikke leje sådan noget lort, siger Åge opgivende.

Han husker, at lejeren blev glad for, at der nu endelig blev gjort noget. Men det var en stakket frist.

Altså, det vælter jo ned med vand fra himlen, så jeg ved snart ikke, hvad jeg skal gøre, siger Åge. 

En dårlig hofte gør, at Åge i dag undgår at gå rundt i den bløde markjord. I stedet kan han fra vejkanten skue over familiens gamle mark, mens Fårbæk rislende fortsætter sit løb under ham mod Limfjorden. En stor del af marken ligner stadig en mudderpøl, og landbrugsmaskinerne har akkurat lige så svært ved at nærme sig bækken, som før oprydningen.I stedet for at løse problemet, har Åges oprydning af vandløbet til gengæld skabt et nyt, der er endnu større, og som ikke kan løses med hårdt, fysisk arbejde.

Video : Kristian Brøndum

De forhadte vandløb

Den første vandløbslov blev vedtaget i 1880, hvor den samlede flere forskellige love under ét. Selvom loven siden har været gennem flere revisioner og moderniseringer, er den stadig gældende i dag.

Dengang var Danmark i høj grad afhængig af et effektivt landbrug og loven fik til formål at sikre, at vandløbene var effektive til at transportere vand. Blandt andet vand fra marker. 

Sådan er det ikke mere. Siden midten af 60’erne er andre natursyn vokset frem, og vandløbene bliver i stigende grad anskuet som en del af en større sammenhæng i den danske natur. I 1982 ændrede man på lovens prioritering, så det var ikke længere afstrømning, der alene var lovens udgangspunkt. I stedet tilføjede man et hensyn til miljøet og sidestillede det med afstrømningen.

Samme år blev amterne ansvarlige for vedligeholdelse af alle større danske vandløb, mens kommunen havde ansvar for mindre offentlige vandløb. Ved amternes afskaffelse i 2007 overgik det fulde ansvar til kommunerne.

I takt med at vandløbenes status rent lovgivningsmæssigt er blevet ændret, falder der stadigt mere nedbør årligt. De danske lodsejere og landmænd må se til, mens de ser deres levebrød drukne, og de mange tusinde kilometer vandløb, vi har i Danmark, er derfor også blevet en politisk mærkesag.

Debatten blev for alvor ophedet i 2015, da den daværende Miljø- og fødevareminister, Eva Kjer Hansen (V), på landmændenes vegne blæste til kamp mod det, hun kaldte “de forhadte vandløb”. 

Oversvømmelserne har alvorlige konsekvenser for lodsejerne, som i nogle tilfælde påføres store tab. Vi ser problemerne mange steder i landet, og årsagen er, at kommunerne ikke i tilstrækkelig grad får renset op i vandløbene, så vandet kan komme væk, sagde Eva Kjer Hansen dengang til Finans.

Vårfluelarver over profit 

Eva Kjer Hansens sprængfarlige udtalelse fik to lystfiskere til i protest at oprette Facebook-gruppen “Bevar de forhadte vandløb”, der hurtigt fik over 12.000 medlemmer. Heriblandt lystfiskeren, Henrik Leth, som flere gange ugentligt går tur langs Svejstrup bæk, og ligeledes har fem-seks andre vandløb, han også bruger pensionisttilværelsen til at kigge til. 

I starten af halvfemserne lejede han sammen med nogle bekendte et stykke jord, der deles af en lille bæk. Formålet var, og er, at vedligeholde og optimere vandløbet på en skånsom måde. Her lægger gruppen sten ud, løsner småstene, så ørrederne kan gyde i dem, og fjerner overflødige planter.

Det er sådan, man burde gøre det. Landmændene siger, at vandløbene skal oprenses, men jeg siger, de skal vedligeholdes. Da vi begyndte, var det et kæmpe arbejde, men nu bruger vi kun et par timer engang imellem, siger Henrik Leth.

Han stikker rutineret begge hænder langt ned i Svejstrup Bæks kolde, brune mudder, og fisker en mørk sten op, der for det utrænede øje mest af alt bare ligner en sten. Med pegefingeren viser han begejstret, at stenen er hjem for en familie af vårfluelarver. 

Landmændene fjerner alt sådan noget, når de graver i et vandløb, forklarer han. 

Men hensynet til de små larver, der kun lige akkurat kan ses med det blotte øje, er svært at tage, når man som Åge Knudsen kan se vandmængdernes effekt på bankbogen. Men det handler om øjnene, der ser. For Henrik Leth er der i hvert fald ingen tvivl. 

Jeg forstår ikke, han synes, det er så uretfærdigt. Vi har jo en vandløbslov, der sikrer, at vandet kan løbe, og at der skal være en god økologisk tilstand. Det er beskyttet natur, og så må man indrette sig efter det, mener Henrik Leth. 

For ham er løsningen simpel.

Hvis han kan grave det op, så kan han vel også fylde det i igen.

 

Mailen fra lystfiskeren

Det stykke arbejde, Åge Knudsen i sensommeren 2018 udførte i Fårbæk, bliver 18. august samme år til en sag ved Randers Kommune. Det sker, da kommunens vandløbsmedarbejder, Morten Fischer Jørgensen, får videresendt en mail. Den oprindelige afsender er Henrik Leth, som i øvrigt sidenhen er blevet byrådsmedlem i Randers.

I mailen står der, at der er blevet gravet i det lille offentlige vandløb.

- Det må man jo ikke, så jeg drønede op og kiggede på det. Jeg kunne se, at der var taget godt ved. Der lå jord på brinkerne, som normalt ville være vokset til, og jeg kunne se, at der var gravet af bunden mange steder, fortæller Morten Fischer Jørgensen.

Han kontakter efterfølgende Mariagerfjord Kommune, da de to kommuner har fælles myndighed over vandløbet. Det bliver aftalt, at kommunerne i fællesskab tager ud og måler vandløbsbunden op på den knapt 300 meter lange strækning, hvilket sker en lille uge efter, at mailen fra Henrik Leth havnede i Morten Fischer Jørgensens indbakke.

På baggrund af opmålingerne bliver de to kommuner enige om, at der i strid med vandløbsloven og naturbeskyttelsesloven er foretaget en ulovlig opgravning af vandløbet.- Fårbæk er et højt målsat vandløb, og det vil sige, at der skal være en god smådyrsfauna, god ørredbestand og godt med planter. Men når man graver voldsomt i det, så er det svært at kunne opfylde de parametre. Det er som at nulstille vandløbet, siger Morten Fischer Jørgensen.

Både Randers og Mariagerfjord Kommune sender i starten af 2019 hver deres påbud om at retablere vandløbet til Åge. Heri oplyses han desuden om, at kommunerne agter at politianmelde ham for det ulovlige forhold.

Siden den dag har de to kommuner og Åge ligget i åben krig.

- Jeg kan sagtens forstå lodsejernes frustrationer i de her sager, for det rammer dem jo på deres levebrød, når jorden står under vand. Men på den anden side har vi bare en lovgivning, vi skal overholde, siger Morten Fischer Jørgensen. 

Lodsejerne synes ofte, at kommunerne ikke gør nok for at vedligeholde vandløbene, men Morten Fischer Jørgensen forklarer, at kommunen i de fleste tilfælde gør så meget, som den overhovedet må ifølge lovgivningen. I sagen om Fårbæk havde Randers Kommune således, kort tid før Åge selv igangsatte en oprydning af vandløbet, været forbi og fjerne overflødigt og uønsket plantemateriale.

Åge vælger umiddelbart efter modtagelsen af påbuddene at klage over dem til Miljø- og Fødevareklagenævnet, der i juli 2019 medgiver ham, at Randers Kommune ikke har hjemmel til at udstede et påbud, i det hans matrikel befinder sig i Mariagerfjord Kommune. 

En lille sejr for Åge, men klagen viser sig at have en uheldig sideeffekt. Randers Kommune flytter nemlig i stedet fokus fra Åge til hans tre naboer, der også ejer jord, som grænser op til vandløbet, men som ligger på Randers-siden af kommunegrænsen.

- Det er jo en træls sag, for nu skal vi sandsynligvis til at give nogle andre lodsejere et påbud om noget, de ikke selv har været herrer over. Men det er sådan, loven er skruet sammen, forklarer Morten Fischer Jørgensen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet har ikke underkendt påbuddet fra Mariagerfjord Kommune. Nordjyllands Politi bekræfter at have modtaget en anmeldelse i sagen, der ifølge kommunikationsmedarbejder Christian Brinck stadig er under efterforskning.  

Langt fra Laksetorvet

Vandet hænger tungt i luften som tyk tåge, mens Åge står og kigger ud over de store pytter, der, trods al balladen, stadigvæk ligger rundt omkring på marken. Med den regnvåde mark foran sig er han ikke i tvivl. Det har ikke været besværet værd. Men det ændrer ikke på, at det nu er blevet en principsag for ham.  

Jeg har jo været her hele livet. Dem der sidder inde på kommunen har måske kun været der i to måneder, og så skal de til at køre en sag på det. Det finder jeg mig ikke i.

Afstanden til kommunen føles for Åge langt større end de små 17 kilometer, der er til Laksetorvet, Randers Kommunes administrative hovedkvarter. Det kunne for så vidt ligeså godt være en helt anden verden.

Jeg er nødt til at have en advokat inde over, der kan snakke min sag, bruge de fine ord og være god til at skrive til kommunen. Hvis man ringer, kan man jo ikke bare snakke og få en dialog. ’Du må sende en klage i en mail’ siger de. Men prøv nu at hør; jeg er bedre til at snakke, siger Åge.

Åge får øjenkontakt med føreren af en rød stationcar, der stopper op i vejkanten og ruller vinduet ned. Det er en af naboerne, som på grund af Åges konflikt med kommunen nu også er blevet fedtet ind i den bureaukratiske suppedas. Et brev er netop dumpet ind i naboens E-boks. Randers Kommune har indkaldt ham og de andre naboer til et møde, fordi de vil have dem til at betale for retableringen af Fårbæk. 

Har du en god kommentar, spørger Åge.

Nej, det har jeg fandme ikke! Jeg kan ikke få det ind i mit hoved. Det er jo cowboyland det her. Men sagen får selvfølgelig ikke ende her, svarer naboen bestemt. 

Åge og manden griner uforstående. Herude er det gode naboskab fortsat intakt, og Åge har tilsyneladende opbakning blandt de andre lodsejere. De vil ikke finde sig i at blive kørt over af kommunen.Mig og Åge kan jo ikke blive uvenner over sådan noget her. Det er kommunen, der er skyld i det hele, siger manden, inden han igen ruller vinduet op og triller videre mod sit hus et par hundrede meter nede ad den smalle grusvej. 

For Åge er sagen ikke et spørgsmål om, hvorvidt han vil passe på naturen. Det har han intet imod, men han har heller ikke lyst til bare at se til, mens marken fyldes med vand. Så hellere forære jorden til kommunen, som kunne lave det helt om til et vådområde. Det kunne blive udsigten fra vinduet i stuehuset, og på den måde kunne han også “være med til at gøre noget fornuftigt”. 

Så nemt slutter sagen næppe. Åge frygter, at kommunen nægter at give op, og derfor fortsætter han også. Det var som sagt heller ikke planen, dengang faren pludselig døde, men som Åge siger, bestemmer man jo heller ikke den slags selv. Sådan er det også med årene, der pludseligt går hurtigere, jo ældre man bliver. Men arbejdet i værkstedet fortsætter.

Engang delte han værkstedet med sin søn, der fiksede de omkringliggende gårdes maskiner, men i takt med, at bankerne smækkede kasserne i for mange af nabogårdene, svandt arbejdet. I dag er sønnen sælger, og ingen i næste generation står klar til at overtage Åges gård. 

Han har ellers altid sagt, at han ville sælge den, når han fyldte 60. Det gjorde han midt i november i år, men Åge knokler stadig i sit værksted, og bor stadig hvor han altid har gjort. Det bliver han sikkert ved med.

For som han selv siger: Hvem har lyst til at eje en gård, hvor markerne står under vand?