Maj 2019 endte med en døgnmiddeltemperatur på 9,8 grader på landsplan, hvilket er både under normalen for perioden 1961-1990 og under 10-års gennemsnittet for 2006-2015 på henholdsvis 10,8 og 11,3 grader.

Den varmeste maj, vi har haft i Danmark siden de landsdækkende temperaturmålinger begyndte i 1874, er frisk i erindring. Det var således maj sidste år, hvor middeltemperaturen var 15,0 grader. Omvendt er den koldeste maj tilbage fra 1902 med 8,1 grader.

Den højeste temperatur i maj 2019 var 23,0 grader, som blev målt den 20. maj i Billund, der faktisk også er indehaver af den laveste temperatur i den forgangne måned. Det var -3,7 grader, og blev registreret den 5. maj.

Fra -3,7 grader er der dog et stykke ned til den absolut laveste temperatur, DMI har målt i maj. Det er -8,0 grader og stammer fra år 1900.

Der var i maj 2019 generelt varmest øst for Storebælt, og både i København og Nordsjælland, Vest- og Sydsjælland samt på Lolland-Falster blev der målt 10,5 grader i gennemsnit, mens det med 9,3 grader i snit var koldest i Nordjylland.

Nedbør
Der faldt i gennemsnit på landsplan 54 millimeter nedbør i maj 2019, der således ligger midt imellem normalen for 1961-1990 og gennemsnittet for 2006-2015 på henholdsvis 48 og 59 millimeter.

Rekorden for den vådeste maj er fra 1983, hvor der faldt 138 millimeter i gennemsnit ud over landet, mens den tørreste maj er fra 1959 med kun ni millimeter nedbør for måneden som helhed.

Mest nedbør faldt der i den forgangne måned over nordjyderne, som fik 65 millimeter i gennemsnit, og det var 20 millimeter mere end i Syd- og Sønderjylland, som i snit blot fik 45 millimeter nedbør.

Soltimer
På landsplan skinnede Solen 215 timer i maj 2019. Det er lidt – seks timer – over normalen for perioden 1961-1990 på 209 timer, men 22 timer under gennemsnittet på 237 timer for årene 2006-2015.

Med 363 soltimer er maj sidste år den solrigeste maj – og også den solrigeste måned overhovedet – siden de landsdækkende soltimemålinger startede i 1920. Bundrekorden for maj er på 103 soltimer, som danskerne måtte nøjes med i maj 1983.

Der var i den forgangne måned mest sol over Bornholm, der således levede op til navnet som Solskinsøen. 262 soltimer fik bornholmerne, mens der blot var 154 soltimer over Syd- og Sønderjylland, som dermed fik mindst sol.

 

Månedens nøgletal
Døgnmiddeltemperatur i gennemsnit: 9,8 grader 
Nedbør i gennemsnit: 54 millimeter
Højeste og laveste temperatur
23,0 grader i Billund den 20. maj
-3,7 grader i Billund den 5. maj
Kilde: DMI, baseret på de landsdækkende temperatur- og nedbørmålinger, der er blevet foretaget siden 1874, og på de landsdækkende soltimemålinger, som startede i 1920.