Landbrugsmæglerne flytter på landet ved Skanderborg

Efter mere end 12 år i byen har Landbrugsmæglerne flyttet deres hovedkontor fra Vejle til Skanderborg, hvor de har indrettet sig i en af længerne på gården Raslund ved Foerlev.

Christian Schulin-Zeuthen ejendomsmægler og ejer af Landbrugsmæglerne på sit nye kontor i Foerlev. Pressefoto

Christian Schulin-Zeuthen, ejendomsmægler og indehaver af Landbrugsmæglerne, glæder sig til at få hele personalet samlet i de nye lokaler få kilometer uden for Skanderborg og præcis midt i landet, som han betegner den nye placering.

- Vi arbejder med salg af landbrugsejendomme i hele Danmark, og nu har vi etableret os her i Skanderborg, som næsten på meteren er Danmarks centrum, med lige langt til Skagen som København, så rent geografisk ligger det perfekt, påpeger Christian Schulin-Zeuthen.

Det var dog ikke kun placeringen, som fik Landbrugsmæglerne til at flytte hovedkontoret fra Vejle til Skanderborg-området, for da muligheden bød sig for at rykke ind i de flotte og topmoderniserede lokaler med god plads, og endda i landlige omgivelser, så var der ikke så meget at betænke sig på.

- Vi er i fin vækst og med i alt 13 medarbejdere på nuværende tidspunkt, og med et ønske om, at vi skal have flere kolleger i fremtiden, så er det nye kontor her ved Skanderborg helt optimalt. Selvom vi jo helst ikke skal sidde her på kontoret, men i stedet være ude med potentielle købere og vise de mange spændende ejendomme frem, som vi har i salg, griner Christian Schulin-Zeuthen.

Over 50 års erfaring

Landbrugsmæglerne er etableret tilbage i 1970, og har en stærk position i markedet for salg af landbrugsejendomme, skov og landbrugsjord.

- Markedet for salg af landbrug, skov og jord har forandret sig massivt siden 1970’erne. I dag er der en langt større spredning i køberne, og det vi oplevede op gennem 80’erne, 90’erne og i starten af 00’erne, hvor det næsten pr automatik var den største landmand i området, som blot købte op, så er paletten af købere i dag langt mere mangfoldig. Det er alt fra pensionskasser, rigmænd som vil udlægge til skov eller natur, folkeaktier, udenlandske investorer, energiselskaber, solcelleudviklere, vindmøllelaug, kommuner og nu senest Staten, som i den grønne trepart har sat penge af til opkøb af landbrugsjord, forklarer Christian Schulin-Zeuthen, og uddyber:

- Så vores nuværende udbudte ejendomme præsenteres for rigtig mange forskellige potentielle målgrupper, og det har i den grad forandret vores arbejdsdage. Men heldigvis er der stadig unge driftige dygtige landmænd, som gerne vil etablere sig, og dermed være med til at drive dansk fødevareproduktion videre i fremtiden, og dem har vi en særlig forkærlighed til.

Renter og jordpriser

Lige nu ser tendensen ud til at være i Landbrugsmæglernes favør, da renten er på vej ned, afregningspriserne for fødevarer har stabiliseret sig på et højt niveau og jordpriserne er det seneste år steget. Så udsigten til flere ejendomshandler i de kommende år er bestemt indenfor rækkevidde.

- Vi ser positivt på udviklingen i salget af landbrugsejendomme, jord og skov. Og med den grønne trepart har erhvervet fået en rammeaftale, som åbner op for nye muligheder, og aftalen vil sikkert få mange landmænd til at overveje fremtiden. Her står vi parate til at rådgive og hjælpe dem med at finde den bedste løsning, så jeg forudser nogle travle år på markedet, påpeger Christian Schulin-Zeuthen.

Og lige præcis de svære valg, som mange landmænd står over for i disse år, har fået indvirkning på arbejdsopgaverne hos Landbrugsmæglerne. Her bruger de nemlig en del tid på at rådgive landmændene om fremtiden.

- Vi kommer ofte meget tidligt med ind i landmandens planlægning, og her fungerer vi som betroede rådgivere i forhold til strategilægning og fremtidsplaner. Via vores lange erfaring i landbruget har vi opbygget et stort netværk, og sidder bl.a. i en række gårdbestyrelser. Mange har jo med i overvejelserne, om de skal investere i nye driftsanlæg, generationsskifte eller sælge, og her kommer vi ind som rådgivere, fortæller Christian Schulin-Zeuthen.

- Og det er ikke altid, at rådet fra vores side er, at landmanden skal sælge nu, måske kan det bedre betale sig for ham at bortforpagte og vente et par år. Det kan være i en situation, hvor man forventer, at der er mulighed for at hans jorde godkendes til for eksempel solcelleanlæg eller udstykning, så kan der være bedre økonomi i at vente, slutter Christian Schulin-Zeuthen.

Landbrugsmæglerne

Landbrugsmæglerne er et frit og uafhængigt mæglerfirma.

Landbrugsmæglerne er flyttet fra Vejle til Foerlev ved Skanderborg

Landbrugsmæglerne er etableret i 1970 af Laurits Jensen. Siden starten har der været flere mæglere med i ejerkredsen, herunder Erling Bøndergaard, Jens Vestergaard og Svend-Åge Bruun

I 2022 overtog Christian Schulin-Zeuthen det fulde ejerskab af Landbrugsmæglerne

Landbrugsmæglerne er Danmarks frie og uafhængige professionelle mægler med speciale i salg og rådgivning af danske skov- og landbrug

Se mere på www.landbrugsmaeglerne.dk

Læs også