FrieslandCampina får ny formand

Bestyrelsen hos Arla-rivalen FrieslandCampina får ny formand medio juni.

Efter mere end 14 år i bestyrelsen hos det hollandske andelsmejeri FrieslandCampina træder Frans Keurentjes nu tilbage som sin stilling som formand.

Om sin fratrædelse siger Frans Keurentjes: 

- Jeg har været formand for vores mejerikooperativ i over fire år. En hæderlig position, som jeg har besat med stor lidenskab og glæde. Vores medlemmer og vores vidunderlige mejeriprodukter ligger mit hjerte nært. Jeg tror, at dette øjeblik, halvvejs gennem min sidste periode, er det rigtige tidspunkt at træde tilbage. Andelsselskabet starter med en ny ledelse, og virksomheden fremskynder i øjeblikket implementeringen af sin strategi.

- Jeg er stolt over, hvad vi sammen har opnået i selskabet i de seneste, turbulente år, selvom det ikke altid var let. Eksempler er samarbejdsvisionen The Merits of Milk, de skridt, vi tog for at gøre FrieslandCampina og mejerisektoren mere bæredygtig, og den måde, hvorpå vi gik ind i en konstruktiv dialog med hinanden.

- Hvad jeg vil huske bedst, er de personlige samtaler om de store udfordringer, vi står over for som sektor, og hvad vi som kooperativ kan gøre for vores medlemmer i denne henseende.

Ny næstformand

Erwin Wunnekink, der har været medlem af mejeriets bestyrelse siden december 2009, og som har været næstformand siden december 2016, kommer til at afløse Frans Keurentjes på formandsposten.

Det betyder imidlertid, at næstformandsposten også skal besættes, og her er det Sandra Addink-Berendsen, der har været medlem af bestyrelsen siden 2014, der får denne titel.

Med virkning fra 16. juni 2021 bliver Erwin Wunnekink og Sandra Addink-Berendsen henholdsvis formand og næstformand for bestyrelsen for Royal FrieslandCampina.

vjg

Læs også