Preben Sunke stopper som vicedirektør i Danish Crown. Det skriver slagterikoncernen i en pressemeddelelse tirsdag.

Preben Sunke har gennem årene arbejdet med alt fra strategisk udvikling af virksomheden samt fusioner, opkøb og risikostyring. I de seneste år har han især arbejdet med organisationens bæredygtighedsmål og drevet tværgående koncernprojekter som blandt andet den globale indkøbsfunktion.

- Vi skylder Preben stor tak for den enorme arbejdsindsats, han har leveret for Danish Crown. Med sin personlighed, flid og omhu har han altid ledet os trygt igennem selv de vanskeligste udfordringer og fundet løsninger, der gør, at virksomheden i dag står stærkt. Jeg ønsker ham alt mulig held og lykke i sit videre liv, siger Danish Crowns formand Erik Bredholt, som modtog ønsket om at stoppe i foråret 2021.

Som ung bankmand, der er opvokset på Lolland, blev Preben Sunke hentet fra Danske Bank til det daværende Tulip International for at få styr på de finansielle risici i selskabet, og senere fik han, lidt utraditionelt, en periode ansvaret for produktionen på i alt 13 fabrikker i Tulip International. Herfra blev han hentet til Danish Crowns hovedkontor i Randers, hvor han i januar 2002 blev udnævnt til finansdirektør og medlem af direktionen.

For snart tre år siden fik Preben Sunke rollen som viceadministrerende direktør. I dag har han ansvaret for bæredygtighed, globalt indkøb, supply chain og virksomhedsstrategi.

- Det er bestemt ikke uden vemod, at jeg er nået til beslutningen om at prioritere min hverdag på en anden måde end de seneste mange år. Jeg vil komme til at savne de mange gode kolleger, jeg har og har haft igennem tiderne, og jeg vil også sige en stor tak for den tillid bestyrelsen og repræsentantskabet har vist mig igennem årene. Danish Crown står i dag på et stærkt fundament, godt rustet både økonomisk og til den grønne dagsorden i de kommende år, siger Preben Sunke.

Med Preben Sunkes fratrædelse vil direktionen i Danish Crown fremover bestå af adm. direktør Jais Valeur og finansdirektør Thomas Ahle.

Planen for den fremtidige organisering af de områder, der refererer til Preben Sunke, vil blive kommunikeret snarest.

Business