Finanstilsynet blåstempler Agrocura

Direktør Hans Vigen ser godkendelsen som et skulderklap.
Rådgivningsselskabet Agrocura, som arbejder med finansiering og handel med råvarer, er nu blevet godkendt som fondsmæglerselskab af Finanstilsynet.
Fondsmæglere skal leve op til bestemte krav i lovgivningen, og Agrocura har nu overfor Finanstilsynet dokumenteret, at det er tilfældet.
Blåstemplingen sikrer, at selskabet har stærke processer for sit rådgivningsarbejde, og at rådgivningsarbejdet dokumenteres.
- Det handler om, at kunderne hver gang får en sikker rådgivning af høj kvalitet – og en rådgivning, der lever op til de betydelige krav, som lovgivningen stiller til finansiel rådgivning. Godkendelsen sikrer kunderne, at Finanstilsynet løbende følger op på og kontrollerer, at Agrocuras arbejdsprocesser, rådgivning og certificeringer lever op til lovgivningen, skriver Agrocura i en pressemeddelelse.
Fondsmæglerselskabet Agrocura er datterselskab til LandboSyd og har afsæt i landbruget. Det har base i Aabenraa og rådgiver kunder i hele landet om strategier og dispositioner for investeringer, råvarer, futures, optioner, swaps og lignende finansielle aktiviteter.
laj