Foderstof er tyvstartet med AgroLand

Selv om Vestjyllands Andel først overtager aktiviteterne den 1. oktober, er AgroLand-logoet allerede nu at finde på fronten af samtlige Vestjyllands Andels fysiske butikker.

Efter Vestjyllands Andels opkøb af AgroLand i Vamdrup vil grovvareselskabets fysiske butikker ændre navn fra Energi & Hobby til netop AgroLand.

De mange trofaste kunder har dog tidligere end forventet stiftet bekendtskab med det nye navn og logo. Tirsdag blev der således lagt sidste hånd på facaderne i Vamdrup, og dermed er AgroLand nu at finde i fem danske byer.

- Vores kunder, leverandører, samarbejdspartnere osv. er jo allerede bekendt med, at vi skifter navn, så vi kunne lige så godt komme i gang med at visualisere det også. Heldigvis fik vi lov til at »tyvstarte« med facaderne, og vi synes selv, at resultatet er blevet rigtig godt, fortæller Kristian Würtz, butikschef i AgroLand.

Udover i Vamdrup er AgroLand nu at finde i Snejbjerg, Tvis, Næsbjerg og Grønhøj. Sidstnævnte afdeling vil fredag d. 27. september markere navneskiftet med et ”Fodermarked”, og senere vil Snejbjerg og Vamdrup følge trop.

 

Læs også