Et mindre kartoffeludbytte blev mere end opvejet af højere priser i 2018/19, og det skabte med en enkelt undtagelse markant fremgang i de fire kartoffel-andelsselskaber AKS - Andels-Kartoffelmelsfabrikken Sønderjylland Amba, AKK - Karup Kartoffelmelfabrik Amba, AKM - Andelskartoffelmelsfabrikken Midtjylland Amba og AKV - Andelskartoffelmelsfabrikken Vendsyssel Amba.

Det skriver FødevareWatch.

- En gennemgang af regnskaberne fra fabrikkerne viser, at der i 2018/19-regnskaberne samlet blev lagt 165,7 millioner kroner til på toplinjen i de tre selskaber, som opgiver omsætning. Samlet omsatte de selskaber for 1,2 milliarder kroner. I tillæg til det hævede den fjerde fabrik, nordjyske AKV Langholt, bruttofortjenesten med 22 millioner kroner til rekordhøje 87,2 millioner kroner, skriver FødevareWatch.dk.

Resultatmæssigt fik midtjyske AKM en tilbagegang på 15,3 millioner kroner i forhold til 2017/18, men stadig en bundlinje på 70 millioner kroner. Den største fremgang tegnede sønderjyske AKS sig for med et ekstra plus på bundlinjen på 31 millioner kroner. Det største resultat har Karup-selskabet AKK med 186 millioner kroner, hvilket var godt 16 millioner kroner mere end den hidtidige rekord. Heraf blev 171 millioner kroner udbetalt som efterbetaling til fabrikkens avlere.

På den nordlige side af Limfjorden hos AKV Langholt er efterbetalingen til avlerne i alt 54,5 millioner kroner, det vil sige 3,70 kroner pr. kilo stivelse.

Stivelsesproducenterne har generelt investeret stort i udvidelser af produktionen og ikke mindst lagerpladsen.

Dansk svineproducent bløder økonomisk i Kina

Høje priser på foder, en lav notering af svin og store problemer med sygdomme som svinepest var sidste år skyld i, at Scandinavian Farms Pig Industries, der har stalde syd for Beijing i Kina, tabte 110 millioner kroner på bundlinjen. Og nu ser det ud til, at 2019 kan ende med endnu et stort millionunderskud, skriver Landbrugsavisen.

- Som det ser ud nu, bliver vores underskud i år i samme størrelsesorden som sidste år – eller lidt større. Det slår os ikke ud, men jeg ærgrer mig dog over det, siger Claus Ewers, direktør i Scandinavian Farms Invest, der ejer farmen i Kina, til Landbrugsavisen.

Et stort udbrud af svinepest betød tidligere på året, at Scandinavian Farms Pig Industries tømte staldene, hvorfra der normalt produceres 350.000 slagtesvin fra i alt 15.000 søer. Claus Ewers forudser ifølge avisen, at det vil tage mellem 5 og 10 år for den kinesiske produktion at komme på fode igen.


Business