Kevin Nowag tiltræder 1. januar 2025 som administrerende direktør for DSV Frø Danmark A/S og efterfølger således Lasse Skovlund Bech, der fratrådte stillingen som administrerende direktør tidligere på året. Den nye direktør vil fortsat varetage sin nuværende stilling som Head of Operations i DSV-koncernen, hvor han er ansvarlig for koncernens aktiviteter på verdensplan. Kevin Nowag har en stærk baggrund inden for produktion og operationel drift og har været hos DSV i fem år. I denne periode har han også været ansvarlig for frøproduktionen i Tyskland i to år. Samtidig får den nuværende økonomi- og administrationschef, Leif Thygesen, en ny titel i DSV Frø Danmark, da han fremover skal være en del af ledelsesteamet i en nyoprettet stilling som økonomidirektør. Leif Thygesen har 20 års erfaring i DSV Frø Danmark A/S som økonomi- og administrationschef. Den nye direktion kombinerer lokal forankring med international erfaring. Sammen vil de to nye direktører i DSV Frø Danmark markere et nyt kapitel i den 100 år gamle virksomhed med tradition for at levere højkvalitetsfrø inden for foder- og plænegræs, raps og korn.