Spændende nyt på årsmøde: Hospitalskøkken priser klimavenligt fynsk oksekød
På Fynsk Kødkvægs årsmøde den 23. marts fortæller Margith Bjerre om den biodynamiske bedrift på Labøllegaard, og køkkenchefen fra Bispebjerg Hospital beretter om det unikke oksekød, som nu serveres for patienterne.

På Fynsk Kødkvægs årsmøde vil Margith Bjerre fortælle, hvordan det via CO2-bindingen i jorden på deres biodynamiske bedrift på Labøllegaard er lykkes at producere klimaneutralt oksekød. Og nu afsætte det til dobbelt pris til køkkenet på Bispebjerg Hospital. Arkivfoto
Kødkvægproducenterne vil givetvis spidse ører, når Margith Bjerre på årsmødet i Fynsk Kødkvæg onsdag den 23. marts kan fortælle, at hun fra sin besætning nu leverer slagtedyr til et hospitalskøkken, der på linje med mange offentlige institutioner ellers havde fravalgt oksekød.
Tilmed er det til dobbelt pris, at hun og Villy Rasmussen her i januar sendte det første af de aftalte fire dyr til Bispebjerg Hospital fra deres biodynamiske besætning med Skotsk Højlandskvæg på Labøllegaard mellem Veflinge og Hårslev. Dyrene leveres til modning som hele slagtedyr dog uden rygstykket, da der trods alt ikke serveres steaks til patienterne.
- De er ovenud tilfredse. Med god samvittighed kan de på denne måde servere klimaneutralt kvalitetskød med højt Omega3-indhold, fortæller Margith Bjerre. Men fire dyr er for lidt, og flere andre offentlige instanser vil sikkert gerne aftage sådant attraktivt kød. Derfor håber jeg inderligt, at mange møder op til årsmødet, og både hører hvad vi gør, og får hospitalets køkkenchef Michael Allerup og en slagters uforbeholdne mening om igen at kunne servere oksekød.
Binder 60 tons CO2 årligt
Margith Bjerre understreger, at andre kolleger – også uden økologisk eller biodynamisk tilgang – har muligheden for at producere klimaneutralt oksekød.
- Men det kræver investering i tid og en anden tankegang ikke mindst med behandlingen af jorden, så bakterier og svampe kan opbygge kulstof. Selv er det lykkes os, siden vi i 2016 først lagde om til økologi og året efter til biodynamisk drift at øge humusindholdet i jorden op mod i nærheden af fem procent. Uden nogen former for gødning, men brug af kompost og mælkesyrebakterier.
Hun har fået opgjort, at deres omkring 10 hektar græsareal, hvor der dyrkes slætgræs og besætningen på 26 stykker Skotsk Højlandskvæg afgræsser, årligt binder godt 60 tons CO2.
- Med en pris på 300-400 kroner pr. tons pr. år vil det kunne give en god støtte til det ekstra arbejde, som er nødvendigt for at fremelske den sunde jord, påpeger Margith Bjerre, som derfor håber en dag at komme i kontakt med en virksomhed, der vil investere i et CO2-cerfikat fra en sådan lokal bedrift.
Denne CO2-binding i græsarealerne er opgjort til 53,6 kg CO2 pr. kg solgt oksekød, og det beviser ifølge den nordfynske kødkvægsproducent, at koen ikke behøver at få skyld for klimabelastningen, hvis blot jorden får den rigtige behandling.
Årsmøde for kødkvægfolk
Efter corona-udsættelsen kan de fynske kødkvægfolk endelig igen mødes til årsmøde. Det sker onsdag den 23. marts hos Velas i Vissenbjerg.
Der indledes klokken 19 med selve årsmødet, og derefter er der indlæg ved kødkvægrådgiver Simon Johansen.
Aftenen rundes af med Margith Bjerres fortælling om, hvorfor Bispebjerg Hospital har valgt at købe oksekød fra Labøllegaard. Både køkkenchef Michael Allerup og hospitalets slagter giver deres forklaring på, at de med god samvittighed igen kan servere oksekød for patienterne.
Årsmødet indledes med spisning klokken 18.00. Hertil kræves tilmelding.