Her bor Michelin-landmændene
Nu kan man på det gastronomiske Danmarkskort se, hvor de landmænd der leverer råvarer til Michelin-restauranterne bor.

Mandag bliver der delt Michelin-stjerner ud til landets bedste restauranter. I den forbindelse har Landbrug & Fødevarer oprettet et interaktivt Danmarkskort, hvor man kan se hvor i landet landmændene, der producerer råvarer til Michelin-restauranterne bor.
- Vi har sat os for at udbygge det gastronomiske Danmarkskort. For hvor der ligger en Michelin-restaurant, er der typisk også lokale råvareleverandører, der kan lave fødevarer i absolut verdensklasse. De landmænd vil vi gerne være med til at hylde, når stjernerne bliver uddelt, siger Karen Hækkerup, adm. direktør i Landbrug & Fødevarer.
På det nye gastronomiske Danmarkskort kan man både finde mælkeproducenter, fåreavlere, planteproducenter osv. Med kortet får danskerne mulighed for at finde ud af, hvor de lettest kan komme i nærheden af produkter, der er gode nok til at blive serveret på landets fineste restauranter.
- Jeg håber, vi med kortet kan være med til at skabe øget lokal stolthed over de dygtige landmænd rundt omkring i landet. Måske kan man endda køre forbi sin lokale landmand og købe Michelin-gulerødder eller Michelin-kød, så man derhjemme kan få lidt af stjernedrysset på sin egen middagstallerken, siger Karen Hækkerup.
Landbrug & Fødevarer er hovedsponsor for uddelingen af Michelin-stjernerne på Københavns Rådhus mandag aften.
- Jeg håber, at danskerne får øjnene op for, at der lige rundt om hjørnet bor landmænd i verdensklasse. Og så håber jeg også, at flere landmænd vil se muligheder i at samarbejde med de lokale restauranter, så vi forhåbentlig kan høste endnu mere hæder og anerkendelse til dansk gastronomi og landbrug, siger Karen Hækkerup.
Podcast
Alle afsnitAlle podcasts her er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens – både lyd og manuskript. Indholdet bygger på Effektivt Landbrugs egne artikler og er redaktionelt gennemgået.






































