LandboNord aflyser dyrskuer igen i år
For første gang i historien bliver dyrskuerne i Hjørring og Fjerritslev aflyst for andet år i træk. Pandemien har sendt skuerne til tælling, men skulle situationen ændre sig, udelukker dyrskuebestyrelsen ikke, at 2021-udgaven af dyrskuerne kan afholdes i et alternativt format.

For andet år i træk aflyses Hjørring Dyrskue. Foto: LandboNord.
Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.
LandboNords dyrskuebestyrelse har netop besluttet, at der ikke bliver afholdt Fjerritslev Dyrskue, Forårsfest for land og by, den 22. maj, og Hjørring Dyrskue, Fødevarer & Frilandsliv, den 18. -19. juni.
- Vi er klar over, at det både er en historisk beslutning at måtte aflyse dyrskuerne for andet år i træk, og at den ikke er populær. Planlægningen af årets dyrskuer ville normalt være langt fremme her midt i februar, men sådan er det ikke i år. Danmark har været lukket ned så længe, at vi ikke har villet sætte arbejdet i gang, før vi var rimelig sikre på, at dyrskuerne kunne gennemføres, siger formand for dyrskuet i Hjørring, Lars Mellemkjær.
Ikke en svær beslutning
Bestyrelsen mener fortsat, at der er for mange usikkerheder forbundet med at afholde et dyrskue i Fjerritslev for 2.000 udstillere og gæster om blot tre måneder og for 25.000 den efterfølgende måned i Hjørring. Derfor var det ikke så svært at tage beslutningen.
Hvis der skulle ske en positiv udvikling hen over foråret 2021, så vil dyrskuebestyrelsen ikke udelukke, at skuerne kan blive arrangeret i et alternativt format.
- På trods af aflysningerne i 2020 og nu her i 2021, så takker vi for den store opbakning, der virkelig gør indtryk. Skulle corona-situationen pludselig ændre sig hen over foråret, er jeg overbevist om, at vi med kort varsel kan stable et minidyrskue på benene i Hjørring den 19. juni. Men altså kun hvis det er sundhedsmæssigt forsvarligt. Alle involveredes sundhed og sikkerhed - udstillere, gæster, frivillige og arrangører, har, som altid på dyrskuerne, førsteprioritet, understreger Lars Mellemkjær.
aldo
Podcast
Alle afsnitAlle podcasts her er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens – både lyd og manuskript. Indholdet bygger på Effektivt Landbrugs egne artikler og er redaktionelt gennemgået.





































