Åben vestjysk stald i går
Fredag benyttede mange sig af muligheden for at se nærmere på en ny, udvidet kvægstald hos familien Terra nær Hemmet i Sydvestjylland.

Tidligere var der malkerobotter i stalden – de er nu udskiftet med et mere traditionelt malkeanlæg med malkehøj i forbindelse med en udvidelse af besætningen ved Hemmet i Sydvestjylland fra 290 til 420 køer. Foto: John Ankersen
På en fredag med et dansk vejr, der nærmest bød på det hele – fra solskin til slagregn – havde mange fundet vej i tørvejr i forbindelse med et åben stald-arrangement i Sydvestjylland.
Nærmere betegnet hos familien Terra, hvor der var mulighed at se en stald, der har fået nyt malkecenter med det i Danmark endnu ikke så kendte Afimilk-system – kaldet Afimilk In-Line Milklab.
Afimilk-systemet er et malke- og managementsystem, der har en række muligheder inden for overvågning af besætningens produktion og sundhed og automatisk selektion – plus en lang række andre faktorer – og hvor en computer med stor kapacitet kan håndtere og koordinere oplysningerne – alt sammen for at sikre en hele tiden optimal besætning.
Systemet forhandles og tilbydes i Danmark af virksomheden Grotrian A/S.
Familien Terra har selv stået for entreprise og planlægning af staldprojektet.