Små positive tegn for roedyrkerne
Sukkerroedyrkerne kan se tilbage på et hårdt år, men der er lys forude, forsikrede roedyrkernes formand, Jørn Dalby, på generalforsamlingen.

2018 blev, ifølge roedyrkernes formand, Jørn Dalby (forrest), året, hvor dyrkerne for alvor mærkede effekten af sukkerkvoternes ophør i EU året før.
- 2018 har på mange måder været et svært år for roerne.
Sådan indledte formanden for Danske Sukkerroedyrkere, Jørn Dalby, den mere end to timer lange beretning på foreningens generalforsamling, der blev holdt i Sakskøbing Sportscenter på Lolland.
2018 blev, ifølge Jørn Dalby, også året, hvor roedyrkerne for alvor mærkede effekten af sukkerkvoternes ophør i EU året før.
- Flere af sukkerproducenterne i de store roelande i EU benyttede med det samme anledningen til at øge deres roeareal og sukkerproduktion, da markedet blev givet frit, påpegede Jørn Dalby.
Alt i alt har det medført, at sukkerprisen i EU er faldet til det nu absolut laveste niveau, siden EU indførte sin sukkerordning tilbage i 1968.
- Den seneste opgørelse fra EU fra december viser en gennemsnitspris på 314 euro pr. tons sukker. Det er ny bundrekord og langt under EU’s referencepris på 404 euro, som i forvejen er sat lavt, lød det fra formanden, der dog tilføjede, at der er små positive tegn på, at det er ved at vende.
Südzucker lukker fabrikker
- Spotprisen på sukker i EU er nu på et noget højere niveau end i efteråret, og der tales generelt om lidt højere sukkerpriser, når man ser fremad.
- Det bliver interessant at se, hvor stort arealet med roer bliver i EU her i 2019. De røde regnskabstal bør få nogen til at reagere og skære deres produktion og arealer til. Og vi kan konstatere, at EU’s største sukkervirksomhed, Südzucker, har meldt ud, at de lukker fem fabrikker fordelt over flere af deres lande, sagde Jørn Dalby.
- Her mener jeg ikke, at vi skal bidrage til en sådan reduktion i Danmark. Vi har ikke udvidet vores produktion, siden kvoterne forsvandt – nærmere tværtimod, så det bør være andre, der står for nedskæringen.
Et andet lille positivt tegn er verdensmarkedet, hvor den internationale sukkerorganisation, ISO, i november fremlagde en prognose for 2019/2020, hvor de forventer en lille underskudsproduktion af sukker i forhold til efterspørgslen efter nogle år med overskud på verdensmarkedet.
Debat om ny brancheaftale
På den efterfølgende debat om formandens beretning blev især de kommende forhandlinger med Nordic Sugar om en ny brancheaftale fra 2020 debatteret.
- Vi har allerede haft de første forhandlingsmøder, men udgangspunktet er ikke nemt. Vi går primært efter tilpasninger fremfor større ændringer, fortalte Jørn Dalby og påpegede, at meget er i spil i disse forhandlinger.
Udover selve roeprisen indgår tillæg for tidlig levering, de nye aftaler for transport af roerne, aftale om topskive på roerne, salget af roefrø – hvor man gerne så flere sælgere af roefrø end Nordic Sugar alene, prissætning på pulpen, allokering af kontraktmængder og endelig selve længden og udformningen af brancheaftalen.
Formanden sluttede med at fastslå, at det er vigtigt at få fabrikkerne fyldt op, så de også er der, når sukkerprisen forhåbentlig igen bliver bedre.
- Jeg opfordrer alle til at gennemgå markplanen endnu engang for at finde flere hektar til roedyrkningen, lød det fra Jørn Dalby.
Fakta
Antallet af sukkerroedyrkere i Danmark er faldende og nåede i 2018 ned på 930 dyrkere.
Gennemsnitsarealet i Danmark er 36,9 hektar pr. dyrker, hvilket er blandt det absolut højeste i EU.
I alt blev der dyrket 34.290 hektar med sukkerroer sidste år med et gennemsnitligt udbytte på 61,4 tons roer og derfra 11,0 tons polsukker pr. hektar.
Af de 16 regioner, som der måles udbytter i sukkerroemarkerne i, kom region Sydøstfyn i 2018 ud med de højeste udbytter på gennemsnitligt 12,5 tons polsukker pr. hektar.