Spearhead forhandles i dag af de seks Danish Agro maskinforretninger i Danmark. På Agritechnica blev en ny Multicut 630 rotorklipper lanceret.
En ny generation af de populære Spearhead rotorklippere, som mange frøavlere anvender til afpudsning af frømarkerne, er nu på vej.
Spearhead lancerer Multicut 630 med en række forbedringer. For eksempel kraftigere transmission, der nu tillader, at der sendes flere hestekræfter igennem – en stigning på 30 procent fra 110 hk til 165 hk.
- Alle fire rotorer er nu ens, og det er blevet standard med seks knive på hver, men stadig det kendte multicut-princip, der sønderdeler materialet, forklarer produktchef Thomas Rasmussen, Danish Agro.
Bedre køling af transmissionen
Multicut 630 har, som den tidligere model i samme størrelsesklasse, hydrauliske sidefløje.
- Når sidefløjene løftes op i transportposition, falder det materiale, der er landet ovenpå maskinen, naturligvis af. Anderledes er det med midtersektionen, hvor der tidligere var nogle lommer, hvor materialet kunne lægge sig. Her er overfladen nu blevet glat således, at der ikke samler sig afklip ovenpå. I stedet holdes fladen ren og fri for ophobninger af materiale, så transmissionerne holdes afkølet, fortæller Thomas Rasmussen.
Endelig er der kommet kraftigere bærehjul på maskinen, ligesom trækket er parallelført.
Spearhead forhandles i dag gennem de seks Danish Agro ejede maskinforretninger i Danmark.