Dødsulykker er fordoblet
I 2020 var der otte dødsulykker i bygge- og anlægsbranchen, der i gennemsnit de seneste syv år har haft tre dødsulykker om året.

Antallet af dødsulykker i bygge- og anlægsbranchen var i 2020 dobbelt så højt som gennemsnittet de foregående syv år. Foto: Colourbox
Det er ikke ufarligt at gå på arbejde i bygge- og anlægsbranchen. Ifølge Arbejdstilsynets statistik over dødsulykker har otte medarbejdere i byggeriet mistet livet i arbejdstiden i 2020.
Med otte dødsulykker ligger branchen højt sammenlignet med de senere år, hvor antallet har varieret fra to til seks. Byggeriet skal tilbage til 2011 for at finde et år, der ligeledes bød på otte dødsulykker.
At tallet er højt, har man også bidt mærke i hos Arbejdstilsynet. Her understreger man samtidigt, at de først i løbet af 2021 kan opgøre det endelige tal for 2020.
- Der er sket mere end en fordobling i byggeriet i antallet af dødsulykker i 2020 i forhold til de foregående år. De sidste syv år har der i byggeriet i gennemsnit været tre dødsulykker om året, mens der i 2020 er hele otte dødsulykker.
Det oplyser tilsynschef Lene Teilberg i et mailsvar til Licitationen – Byggeriets Dagblad.
Oplysningskampagne
Ses der nærmere på dødsulykkerne i byggeriet i 2020, så skyldes tre af dem tagarbejde og fald fra tage eller gennemstyrtning.
- Det er et arbejde, der er livsfarligt, hvis ikke man tager sine forholdsregler såsom at sikre, at man har bæredygtigt underlag, brug af gangbroer, tagstiger, sikkerhedsnet og taglifte og gerne i kombination, siger Lene Teilberg.
Hun oplyser, at Arbejdstilsynet på grund af de mange ulykker og farligheden ved tagarbejde har igangsat en oplysningskampagne.
- Lastbiler, der bakker på byggepladser, har været skyld i to dødsulykker i år, hvilket viser, hvor farligt det er, når store køretøjer bakker på byggepladser med stor aktivitet. Ulykker der med de rette forholdsregler godt kan undgås, hvis man tilrettelægger arbejdet og byggepladsen efter det, oplyser hun.
/jhal