Dræning kan være den bedste investering
Chefkonsulent hos foreningen Danske Maskinstationer og Entreprenører er ikke i tvivl om dræningens positive indvirkning på afgrødens udbytte.

Drænplov, der lægger tæpperør.
Gennem tiden er der sket en stor udvikling inden for blandt andet drænmetoder, rørtyper, og hvordan man vedligeholder sine dræn. Dertil kommer, at der i perioder kommer mere nedbør, og at nedbørsmønstrene ændrer sig.
Ifølge chefkonsulent Claus Clemmensen fra Danske Maskinstationer og Entreprenører viser statistikken, at i årene 1961-2006 kom den største mængde nedbør i perioden fra oktober til december.
- Dette har stille og roligt ændret sig, så i dag falder den største mængde nedbør i gennemsnit fra august til oktober, krydret med kæmpestore udsving som set i 2017, 2018 og 2019. Det kan derfor være svært, når man som landmand skal tage stilling til, hvordan man skal gribe dræning an på sine arealer, siger han.
Dræning er en faktor, der har stor indvirkning på udbyttet. I den seneste undersøgelse fra Seges fremgår det, at korrekt dræning kan øge udbyttet med 10-25 procent.
Derudover kan dræning give dyrkningssikre arealer en bedre udnyttelse af næringsstoffer, og landbrugsmaskiner kan køre på markerne på det rette tidspunkt uden at lave unødige spor.
Dræn også i vækstsæson
Dræning skal helst udføres, når jorden er tør, og derfor vil mange gerne have arbejdet udført lige efter høst.
- Men vi kan se, at det nu er den periode, der i gennemsnit kommer mest regn. Arbejder man med dræn i de meget våde perioder, kan det forårsage store strukturskader i marken, forklarer Claus Clemmensen og understreger, at man ofte kender de arealer, der skal drænes, og derfor ofte kan planlægge sine afgrødevalg, så der er mulighed for at dræne i foråret.
- Men med et forventet øget udbytte på 10-25 procent ved korrekt dræning, kan man også vælge at dræne på de såede marker i vækstsæsonen, siger han og påpeger, at man på den måde, kan sikre sig, at der bliver drænet på det rigtige tidspunkt i den tørre jord.
Ifølge Claus Clemmensen, har denne metode vundet mere og mere indpas over de sidste fem år, og erfaringer med både drænplov og kædegraver viser, at det har minimal indflydelse på afgrøderne, og at det stort set kun er i drænrenderne, afgrøderne forsvinder helt.
/hl