Virksomhed fik en aktiv tilgang til rekruttering – det gav pote

Det er lettere at rekruttere medarbejdere, og dem, der kommer, er i højere grad også mere kvalificerede. Det er konklusionen efter Skive Anlæg & Entreprenør valgte at tænke rekruttering af arbejdskraft på en ny måde.

Skive Anlæg & Entreprenør er på lidt over et år gået fra 30 til 45 ansatte. I 2015 gik de fra seks til 12 ansatte. For Mie Østergaard har det handlet meget om at få de gode historier fortalt de rigtige steder. - Meget af processen omkring rekruttering handler om »hvem skal vi snakke til hvor«, siger hun. Virksomheden er blevet bevidst om, at det giver pote at få fortalt de gode historier de rigtige steder. Skive Anlæg & Entreprenør har som så mange andre virksomheder oplevet udfordringer med at finde folk. De har selv valgt aktivt at gøre noget ved det. Og det har virket. Virksomheden oplever i dag, at hele processen omkring at rekruttere medarbejdere er blevet nemmere.

I 2015 tog det for alvor fart for Skive Anlæg & Entreprenør. En virksomhed, som blev startet af den nuværende indehaver og direktør, Michael Nielsen, for 20 år siden.

Virksomheden overtog entreprenørfirmaet Niels Pedersen, flyttede, byggede nyt og gik fra seks til 12 medarbejdere.

Opgaverne stod i kø, og virksomheden vækstede. Den nye placering og nye opgavetyper gjorde, at flere hørte om virksomheden, og medarbejderstaben udvidede sig.

- Men da vi for godt et år siden rundede 30 mand, kom vi til et sted, hvor det blev mere vanskeligt at rekruttere medarbejdere, forklarer Michael Nielsen, som ellers havde ordrebogen fuld.

Tidligere havde han sat en annonce i lokalavisen eller lavet et opslag på Facebook, men det var ikke længere nok.

- Samtidig kunne vi jo godt se, at jo mere synlige vi var, desto nemmere ville det nok også være at få folk, siger Michael, som valgte at ansætte Mie Østergaard som kommunikations- og marketingschef.

Rekruttering er blevet en del af virksomheden

Med Mie Østergaard gik virksomheden fra en lidt passiv afventen på de rette medarbejdere til aktivt at gøre noget for at rekruttere kvalificeret arbejdskraft.

Første step var at få sat sig ned og snakket om virksomhedens værdier.

- I en virksomhed som her, hvor man er meget drevet af iværksætteri, og at man bare skal fremad, glemmer man måske lige at få sat sig ned og snakket om, hvad det egentlig er for nogle værdier, der er, og hvordan man gerne vil fremstå, forklarer Mie Østergaard, som begyndte at skabe synlighed omkring netop det. Blandt andet via Facebook, LinkedIn og andre medier.

Samtidig blev der sat fokus på, hvilke typer af opgaver virksomheden udfører.

- Vi har gennem de gode historier fået belyst og fortalt åbent, hvad vi gør for vores medarbejdere, hvilke spændende projekter vi laver, så folk synes, vi er et attraktivt sted at være medarbejder. Det virker måske simpelt, men der er ingen tvivl om, at det at være synlige og fortælle de gode historier, det virker, forklarer Michael Nielsen.

Virksomheden har også medvirket i et TV-program, som også fik boostet rekrutteringen til virksomheden.

Fortæller de gode historier

For Mie Østergaard har det handlet meget om at få de gode historier fortalt de rigtige steder.

- Meget af processen omkring rekruttering handler om »hvem skal vi snakke til hvor«. Det er vigtigt at ramme Facebook, fordi målgruppen her er den kvalificerede arbejdskraft. Det er vigtigt at ramme LinkedIn, fordi det er her, vores samarbejdspartnere og mulige nye projektejere begår sig, siger Mie Østergaard.

Skive- anlæg & Entreprenør oplever blandt andet, at Facebookhistorierne gør, at den gode historie bliver udbredt, og at dem, der læser den, fortæller den videre, og pludselig er der en, der hører om dem, som kommer og banker på.

- Hele den her italesættelse af, at vi er her, vi eksisterer, det går godt, og det er et fedt sted at være med nogle fede opgaver. Den har været og er stadig virkelig vigtig for os, og det gælder begge platforme, forklarer Mie Østergaard.

Der er plads til alle

Skive Anlæg & Entreprenør har sat endnu større fokus på, hvem det er, de gerne vil have ind i virksomheden, og hvordan de rammer netop dem. Det har også betydet, at man i den grad kigger fremad, og nu også inviterer folkeskoleklasser og sågar børnehaver på besøg.

- Jo tidligere vi kan få dem ind i virksomheden og kigge, jamen så er der nogle forældre, der hører om os, og så giver det en god historie. Så det handler om at få skabt gode historier om at være i branchen, forklarer Mie Østergaard.

Virksomheden har også åbnet op for folkeskolepraktikanter. Og har i det seneste efterår haft fem praktikanter inde i virksomheden, foruden lærlinge, folk i seniorjob og mennesker med særlige behov.

Virksomheden har en indstilling, der hedder »alle fortjener en chance« og er taknemmelige for at se, hvordan deres medarbejdere har været med til at gribe bolden og skabe det gode arbejdsmiljø for deres nystartede medarbejdere og praktikanter.

Der skal hele tiden være balance

Virksomheden er på lidt over et år gået fra 30 til 45 ansatte, og senest er tre projektledere blevet ansat, hvilket giver basis for lidt flere i marken.

- Der skal hele tiden være balancegang i, om det er faglærte eller ufaglærte, om det er unge eller ældre medarbejdere. For der skal altid være nogen til at tage sig af de nye, der kommer. Og de nuværende medarbejdere skal kunne følge med, det er meget vigtigt for os, forklarer Mie Østergaard.

Rekrutteringen er blevet nemmere

Når Michael Nielsen tænker tilbage på det seneste år, er det gået godt, men det var ikke givet på forhånd.

- Da vi startede den her proces, følte jeg lidt, at jeg lagde hånden på kogepladen. Men vi var nødt til at gøre noget og være proaktive for at se, om det kunne give et resultat. Vi vidste ikke, om det gav et resultat, men så havde vi i det mindste skabt nogle gode historier. Ikke bare hos os, men i hele branchen generelt.

Heldigvis har processen givet mere end bare gode historier. Michael Nielsen oplever i dag, at hele processen omkring at rekruttere medarbejdere er blevet nemmere.

- I dag kommer der også uopfordrede ansøgere. Det gjorde der også før, men slet ikke i samme grad. Og dem, der kommer, er i høj grad også mere kvalificerede, siger Michael og erkender, at den positive udvikling faktisk har gjort, at han i dag kan tillade sig at være lidt kræsen.

Processen har givet resultater

For Skive Anlæg & Entreprenør har hele processen også gjort, at de i dag giver deres gode erfaringer videre til kollegaer og andre i branchen.

- Og det kan godt være, at det med børnehavebesøg ikke giver noget nu, men vi tror på, at alle de gode historier, vi kan få ud, kommer godt igen, forklarer Mie Østergaard og fortsætter:

- I forhold til kommunen vil vi gerne være en medspiller, som trækker arbejdskraft til byen. Vi vil gerne være en god handlekraftig virksomhed og på den måde give noget tilbage til byen, kommunen og lokalsamfundet. Det ligger os meget på sinde.

Skive Anlæg & Entreprenør vil gerne være et lokalt, regionalt og nationalt talerør for, hvordan de arbejder med rekruttering til erhvervsuddannelserne. Og spørger man Michael Nielsen, er der ingen grænser for, hvor mange medarbejdere der skal være i virksomheden, det hele skal bare kunne følge med.

- Organisationen skal kunne følge med, projekterne skal være der og alt det her. Og selvfølgelig kan det med rekruttering stadig være en udfordring, men slet ikke på samme måde mere, efter vi selv aktivt er begyndt at gøre noget for det, siger Michael Nielsen.

Mange typer opgaver

Virksomheden udfører alt, som har med jord, kloak og belægning at gøre, men også ofte opgaver, hvor andre firmaer siger nej. Det er Michael overbevist om, også er med til både at rekruttere folk og fastfolde medarbejdere.

- Vi har mange anderledes og rigtig spændende opgaver, siger Michael Nielsen, som blandt andet er med i flere byudviklingsopgaver, foruden at grave naturgasledninger ned, fjernvarmerør og meget andet.

Skive Anlæg & Entreprenør kører i Skive området og cirka en times kørsel derfra.

Læs også