Når en almindelig klipning ikke længere er nok

Der var en gang, hvor en helt regulær omgang vask og klipning var nok, når familien Altena fra Tim sendte sine dyr på dyrskue. Den går ikke længere. 17-årige Lærke har nemlig arvet mor Marian og far Henks passion for dyrskue, og lagt en hel del til.

Så når 3336, 3169 og de andre køer og kvier bliver trukket ind på dyrskuepladserne, er intet overladt til tilfældighederne. Fra ryg til mave skal hvert hårstrå sidde perfekt. Og Lærke har oparbejdet ekspertisen gennem adskillige klippekurser.

- Der er kommet noget mere på, siden de første dyrskuer, hvor jeg bare vaskede og klippede dem. Det er no-go nu, konstaterer Marian, der sammen med Henk driver den vestjyske gård med 140 malkekøer og omkring 120 hektar jord.

Parret, der stammer fra Holland, har ejet gården siden 1994, og de sidste 20 år har dyrskue været en del af sommerprogrammet. De seneste år har Lemvig Dyrskue og Landsskuet i Herning været faste stop.

Her står Marian og de tre døtre Melanie, 18 år, Lærke, 17 år, og Celina, 14 år, for det meste, mens Henk normalt kommer forbi for at støtte.

- Jeg synes, det er sjovt, og er også altid med. Men for mig er det ikke det allervigtigste. Så det passer fint, at pigerne står for det meste, mens jeg passer tingene herhjemme, siger Henk.

- Det har været en tradition i mange år. Vi tager afsted sammen med en af mine veninder og hendes døtre. Det er altid hyggeligt, fortæller Marian.

- Det er meget for hyggens skyld, men vi gør det også, fordi vi synes, det er god måde at vise de folk, som ikke har deres daglige gang på en gård, at vi altså behandler vores dyr ordentligt, siger hun.

At familieudflugterne denne sommer også har kastet gode placeringer af sig, gør bestemt heller ikke noget.

- Nu er vi jo i Vestjylland, så man skal passe på med for store armbevægelser. Men det er da blevet til bedre placeringer de seneste år. I starten var vi altid sidst eller næstsidst. Det er vi ikke længere.

Således kan familien i år prale af deres første ærespræmie nogensinde ved Landsskuet, mens man efter Lemvig Dyrskue kunne køre hjem med skuets bedste ko. Og det var vel at mærke to forskellige køer, der blev kåret.

Mens Lærke Altena har arvet passionen for dyrskue, fornægter den vestjyske opvækst sig heller ikke.

- Jeg tør ikke satse på alt for meget. Det er bedre at blive positivt overrasket, lyder det først.

- Men når man har fået gode placeringer ved et dyrskue, håber man selvfølgelig også på noget ved næste, siger den mellemste i søskendeflokken, som også er lidt mere landbrugsinteresseret end i hvert fald storesøster Melanie.

Således begynder hun på Bygholm Landbrugsskole, når sommerferien er slut, mens Melanie har valgt en anden vej, og går på HTX. Et valg, der dog på ingen måde står i vejen for flere somre i dyrskuernes tegn, garanterer både mor og datter.

Blikket for den gode ko, viste Lærke allerede som 12-årig, da hun nægtede at høre på avlskonsulenten, som ikke mente, det var en god idé at tage lige netop den ko med, som hun havde tænkt sig.

- Det var hendes ko, så den ville hun bare have med. Den endte så også med at blive den bedste af dem, vi havde med. Så det har vi grinet en hel del af siden, fortæller Marian.

Inden landbrugsskolen begynder, sender hun datteren afsted til Battice i Belgien, hvor hun skal lære af nogle af de bedste inden for mønstring. En tur hun vandt ved Landsskuet.