For mange børnefamilier står den tredje søndag i september i landbrugets tegn. Det er nemlig den dag, landbrugsbedrifter fra hele landet byder velkommen til Åbent Landbrug.

I år foregår det på søndag, hvor alle i tidsrummet klokken 10-16 helt gratis kan komme ud og se, hvordan moderne dansk landbrugsproduktion ser ud i 2017.

Det er 20. gang, at de danske landmænd på den måde inviterer indenfor i staldene til Åbent Landbrug, og der er ingen tvivl om, at det er yderst populært. Der var sidste år sammenlagt 88.000 besøgende, mens der var hele 118.000 i 2015.

Åbenhed og dialog

- Hvis kløften mellem land og by bliver for dyb, kan der let opstå myter og misforståelser. Vi tror på, at åbenhed og dialog er vejen til bedre forståelse. Derfor inviterer vi igen i år danskerne indenfor, siger Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer.

Danmarkskortet for Åbent Landbrug tæller i år 64 gårde, som alle er vist på www.aabentlandbrug.dk, hvor der også er mulighed for at søge nærmeste gård ud fra følgende otte kategorier: Grise, malkekvæg, økologi, mink, kødkvæg/slagtekalve, fjerkræ, gartneri og andet.

En gård har typisk 20-30 hjælpere i sving for at klare alt fra parkering, rundvisninger til forplejning, og i samarbejde med lokale foreninger og produktionsvirksomheder er der mange steder også arrangeret en række aktiviteter, hvor de besøgende kan se, lugte, føle og smage, hvor fødevarerne kommer fra.


Fakta om Åbent Landbrug

  • Det er gratis at komme på besøg, og alle er velkomne
  • Åbent Landbrug er altid tredje søndag i september – i år er det på søndag
  • Åbningstider er klokken 10-16
  • Dagen byder på oplevelser og aktiviteter for både børn og voksne
  • Bedrifterne ligger fordelt i hele Danmark

  • Mange af stederne er det muligt at købe lidt at drikke og spise
  • Flere oplysninger på www.aabentlandbrug.dk