Landmænds viden skal opdateres på ny akademiuddannelse
Det er for længe siden at nogle af de syd- og sønderjyske landmænd har været på skolebænken, derfor har Gråsten Landbrugsskole udbudt et helt nyt uddannelsestilbud, navnet er LAU - Landbrugets akademiuddannelse.
Der er to indgange til uddannelserne i LAU – Landbrugets akademiuddannelse. Den ene er for landbrugsskolens studerende på lederuddannelsen, som nu får mulighed for at kombinere og supplere deres lederuddannelse med en akademiuddannelse samtidig med at de går på skolens lederuddannelse.
- Vi skal uddanne os hele livet, og det ved de færdiguddannede landmænd også. Derfor har vi udviklet LAU, så når vores Agrarøkonomer forlader skolebænken, skal de vide, at der stadig er en skolebænk og mere læring klar til dem i akademiuddannelserne, fortæller Bjarne Ebbesen, forstander Gråsten Landbrugsskole, og tilføjer:
- Vi har valgt at samarbejde med en række uddannelsesinstitutioner her i Sønderjylland, det er Business College Syd, BCSyd og Erhvervsakademi Sydvest, EASV. På den måde kan vi skrue et tilbud sammen af høj kvalitet, og med præcis de fag, som vi mener landmænd og landbruget har brug for.
Det er fag inden for økonomi, ledelse, kommunikation, optimering og afsætning. Man kan opgradere sine kompetencer med enkelte fag eller med en hel merkonom eller akademiuddannelse.