Merrild kalder markedsorienteret politik en stor sejr
Landbrug & Fødevarers formand, Martin Merrild, glæder sig over, at han i spidsen for sine europæiske landmandskolleger i Copa har holdt fast i en markedsorienteret linje i organisationen. Kampen mod protektionisme bliver også meget vigtig. Merrild er stoppet som formand for Copa.
Efter to år som formand for den europæiske landbrugsorganisation Copa trak Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer, sig torsdag tilbage. Det skete i forbindelse med organisationens møde i Bruxelles.
Copa har kutyme for, at formænd sidder to år, og Martin Merrilds formandskab har været præget af en periode med voldsom økonomisk usikkerhed, russisk fødevareboykot og en frihandel under pres.
Netop frihandel har været et af Martin Merrilds fokusområder i sin formandstid. Han glæder sig derfor over, at hans afgang falder sammen med, at EU’s aftale med Canada, Ceta, nu træder i kraft. (Omtalt side 11, red.)
- Jeg er utroligt glad for at have bidraget til at trække Copa i en retning, hvor frihandel er en ledestjerne. Vi har været aktive og skubbet på for at få aftaler på plads. Det gælder både i forhold til den nye aftale med Canada, aftalen med Japan og den desværre kuldsejlede aftale med USA, siger Martin Merrild.
Holdt fast
Særligt i forbindelse med Ruslands boykot af fødevarer fra EU var der tanker fremme om at gå i en mere protektionistisk retning.
- Det er en stor sejr, at vi har kunnet holde fast i en markedsorienteret linje. Jeg er først og fremmest utroligt tilfreds med, at vi har afskaffet kvoteordningerne for mælk. Det er den eneste rigtige vej at gå, og det er meget opmuntrende, at der blev holdt fast.
- Og selv om Ruslandskrisen gav basis for at tænke mere protektionistisk, så formåede vi at fastholde linjen om frihandel. Også for de danske landmænd er det et rigtigt glædeligt resultat, siger Martin Merrild.
Mere solidarisk klimaindsats
Han fremhæver også Copas indsats for at sikre en mere fleksibel og solidarisk klimaindsats, så landbruget ikke skal bære urimeligt tunge byrder.
- Landbruget ville være blevet ramt særdeles hårdt. Derfor er jeg også meget tilfreds med, at vi lykkedes med at skabe forståelse for, at reduktionsmålene skal være realistiske og at alle sektorer skal bidrage, siger Martin Merrild.
Han ser to store opgaver fremover for EU’s håndtering af landbruget.
- EU skal holde fast i kernen om den fælles landbrugspolitik og det fælles marked for fødevarer. Vi skal ikke have mulighed for at indføre nationale støtteordninger. Det skal simpelthen være en del af EU’s dna. Det er vigtigt, at debatten om budgettet for årene efter 2020 er realistisk og sikrer balance mellem ambitionsniveau og indtægter.
- Og så er det meget vigtigt, at man finder en ordentlig løsning for Brexit. Det er i alles interesse, at man hurtigst muligt kommer i gang med at finde en model, der sikrer ordentlige samhandelsforhold med briterne, fastslår Martin Merrild, hvis største bekymring for fremtiden er en spirende protektionisme.
- Vi er simpelthen nødt til at blande os mere i kampen for frihandel. Jeg er stærkt bekymret over, at der i stigende omgang er røster fremme om, at vi kan klare os bedre på egen hånd. Hvis vi lukker os om selv, er det katastrofalt. Et eksempel på de farlige tendenser er modstanden mod handelsaftalen med Canada. Det er skræmmende, at der kunne mønstres så forholdsvist stor modstand. Her har Copa en stor opgave med at slå et slag mod protektionismen, siger Martin Merrild.
Som formand har Martin Merrild stået i spidsen for en sammenslutning af 60 europæiske landbrugsorganisationer, som tilsammen repræsenterer 23 millioner landmænd.