I Landbrug & Fødevarer langer administrerende direktør Karen Hækkerup ud efter regeringens mål for kvælstofreduktion
Regeringens vandområdeplaner kan få vidtrækkende konsekvenser
for samfundsøkonomien.
Sådan lyder det fra Landbrug & Fødevarer (L&F) og
Seges, der har lavet nye analyser.
Heri fremgår det, at – hvis målene for kvælstofreduktion i
regeringens vandområdeplaner gennemføres – vil det betyde 10.000 mistede arbejdspladser
og et fald i fødevareeksporten på mere end ni milliarder kroner frem mod 2018.
Beregningerne viser også, at vandområdeplanerne kan føre
til et fald i værdien af landbrugsejendomme på op mod 58 mia. kr.
- Jeg håber, at vores analyser kan hjælpe regeringen med
at forstå, at det er alvor, når vi påpeger, at vandområdeplanerne skaber stor
usikkerhed i erhvervet. Og det påvirker jo ikke kun landbruget, men hele
samfundsøkonomien, hvis planerne bliver gennemført, siger administrerende
direktør i L&F Karen Hækkerup.
Flere truet af lukning
I følge de nye analyser vil faldet i jordværdier betyde,
at omkring 460 landbrug vil slutte sig til de 1.705, der i forvejen er truet af
lukning.
Hvis målene om en dansk kvælstofreduktion alene skal nås
gennem restriktioner på markerne, vil det ifølge L&F koste omkring 1,2 milliarder
kroner og betyde en nedgang i dyreholdet på omkring 10 procent.
- Og man skal altså lige bemærke, at de her omkostninger kommer
oven i de tab, danske landmænd i forvejen har som følge af særlige danske krav,
blandt andet om, at afgrøderne skal have omkring 20 pct. mindre gødning,
end de har behov for, konstaterer Karen Hækkerup.
Ingen vil investere
Hun mener, at vandområdeplanerne skaber enorm usikkerhed i
erhvervet, og undergraver landmændenes mulighed for at opnå finansiering:
- Der jo ingen, der vil investere i et landbrug, som har
udsigt til drastiske restriktioner.