Det bliver lettere for minkavlere, hvis besætning er ramt af plasmacytose, at få dispensation til at nedbringe mængden af kvælstof i gyllen
En række minkavlere får nu en hjælpende hånd midt i et
ekstraordinært stort udbrud af den frygtede minksygdom plasmacytose.
Sygdommen betyder, at minkavlerne er nødt til at tilsætte
kalk til deres gylle for at mindske faren for smittespredning. Desværre betyder
det, at gødningsværdien samtidig falder betragteligt. For at gyllens reducerede
kvælstofindhold skal tælle tilsvarende mindre i gødningsregnskabet, kan
landmanden nu få dispensation til at nedjustere tallet. Dermed er gyllen stadig
attraktiv som husdyrgødning på markerne.
For at gøre det lettere for avlerne at søge den nødvendige
dispensation, så letter NaturErhvervstyrelsen ansøgningsproceduren midlertidigt
i år.
- Vi står i en ekstraordinær situation, hvor vi giver
landmanden en hjælpende hånd ved at gøre dispensationen langt enklere ved hjælp
af en anmeldeordning, hvor landmanden blot skal indsende en erklæring om, at
han opfylder betingelserne for dispensation i stedet for at indsende en formel
ansøgning og afvente den normale sagsbehandling, siger enhedschef Pernille
Balslev-Erichsen fra NaturErhvervstyrelsen i en pressemeddelelse.
Landmanden opnår således dispensationen for planperioden
2015/16 ved at erklære, at han opfylder betingelserne for dispensationen og oplyser
til styrelsens hjemmeside, naturerhverv.dk, hvor stor en mængde kvælstof, som er blevet tilsat kalk.
Landmanden skal dermed ikke sende dokumentation ind til
NaturErhvervstyrelsen, men blot opbevare dokumentation for nedsættelsen af
kvælstofsmængden i gyllen – bl.a. i form af dokumentation for syge dyr, indkøb
af hydratkalk og gødningsplanlægning hjemme på bedriften.