2.800 kr. pr. årsko skiller økologisk og konventionel mælkeproduktion i en første og foreløbig driftsgrensanalyse for 2015. Et vigtigt signal til långiverne, mener Økologisk Landsforening.
Økologisk produktion af mælk giver i en ny regnskabsanalyse fra SEGES et gennemsnitligt udbytte på 1.600 kr. pr. årsko i 2015. Det positive resultat står i skærende kontrast til konventionel mælkeproduktions underskud på 1.200. kr.
Der er tale om en analyse af regnskabstal på større mælkebedrifter. Analysen vedrører alene produktion af mælk og ikke de øvrige aktiviteter på bedrifterne. Forskellen i det samlede driftsresultat forventes ifølge SEGES at blive på omkring 935.000 kr. i økologernes favør. Langt fra alle regnskaber er afsluttet på nuværende tidspunkt, og resultatet vil helt sikkert rykke sig i takt med, at flere regnskaber indberettes, men det overordnede billede af en gunstig markedssituation for økologisk mælk vil næppe ændre sig afgørende.
I Økologisk Landsforening konstaterer afdelingsleder Ole Bloch Engellyst, at de håndfaste tal er et vigtigt signal til bankerne.
- Vi oplever desværre stadig, at det er svært for mælkeproducenter at få finansieret en omlægning til økologisk drift. Det tager tid at lægge en kvægbedrift om, og ofte har landmanden brug for at foretage investeringer for at leve op til økologireglerne, men banker og kreditgivere er tilbageholdende, også selv om vi kan fremvise fornuftige budgetter, siger Ole Engellyst.
Han er tillige direktør i ØkologiRådgivning Danmark, hvor konsulenterne i øjeblikket oplever stor interesse for omlægning blandt konventionelle mælkeproducenter. Kvægchef Erik Andersen kender kun alt for godt problemet.
- Vi møder det, når vi laver omlægningstjek. At de vil lægge om til økologi giver ikke disse landmænd carte blanche til en større kredit, end de har i forvejen. Det er et problem, for de er nødt til at låne penge for at kunne flytte sig hen, hvor de kan tjene penge. Jeg håber, bankerne vil bløde op. Hvis de vil have landbrug som forretningsområde, bør de give længere snor til økologien. Den viser trods alt et resultat, siger Erik Andersen.
Fremstillingsprisen falder
46 økologiske og 444 konventionelle regnskaber indgår i opgørelsen. De har omkring 230 køer af stor race i gennemsnit. Analysen viser, at det koster den økologiske landmand 3,08 kr./kg at fremstille mælken, og at han i 2015 fik 3,14 kr. for det.
- Det er en fornuftig fremstillingspris og også lavere end tidligere, men det snævre spænd viser hvor vigtigt, det er, at mælkeproducenterne fortsat har benhård fokus på at sænke fremstillingsprisen. Jo lavere fremstillingspris, jo bedre rustet står man på et omskifteligt marked, lyder det fra økonomikonsulent Jens Kock Hansen, Jysk Landbrugsrådgivning.
Fremstillingsprisen på de konventionelle bedrifter var 2,44 kr./kg og afregningsprisen 2,28 kr. Dermed var der et underskud på 16 øre for hvert kg leveret mælk.