- Der skal fokus på landbrugets image nu. Ordene er Karsten Willumsens, der er formand for Herning-Ikast Landboforening. Og de faldt fra formanden i forbindelse med foreningens generalforsamling i Herning.

Her brugte Karsten Willumsen en del taletid på at efterrationalisere på hele den politisk opståede krise omkring landbrugspakken, der kulminerede med miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansens afgang, og efterfølgende vedtagelse af den omdiskuterede landbrugspakke.

Han tog udgangspunkt i landbrugets betydning i befolkningens bevidsthed. Hvor det tilbage i 1960 kun var omkring 25 procent af befolkningen der ikke havde enten familiemæssig eller arbejdsmæssig historie og relation til landbruget – til i dag hvor under to procent af befolkningen har relation til og er beskæftiget i primærlandbruget.

Og det gør det, ifølge Karsten Willumsen, svært for landbruget at trænge igennem med budskaber – ikke mindst fordi linjerne i dag er skåret skarpt op omkring miljø kontra økonomi og arbejdspladser:

Konfliktsøgende medier

- Vi har personer som for eksempel Flemming Fuglede (Bæredygtigt Landbrug, red), og Ida Auken (radikal folketingspolitiker, red.)  som står i hvert sit ringhjørne. Landbrug & Fødevarer og de lokale foreninger prøver at lægge sig i midten, konstaterede Karsten Willumsen, der samtidig understregede, at den midterposition også oftest er den sværeste – men alligevel den vigtigste.

For det gælder, ifølge Karsten Willumsen om at kunne tale for både landbrug og miljø til befolkningen i en medieverden, hvor der ikke altid er interesse i at formidle fakta.

- Medierne jagter konflikthistorierne og de ønsker ofte at optrappe dem, konstaterede Karsten Willumsen.

Lokalt gav han åbent landbrug-arrangementerne og et samarbejde med Herning Kommune og Danmarks Naturfredningsforening omkring etablering af naturstriber på landbrugsarealer, som eksempel på tiltag, der er med til at forbedre landbrugets image.

- Folke kommer ud og ser at landmændene passer godt på både deres dyr og naturen, sagde Karsten Willumsen.

Læs hele artiklen i avisen LandbrugSYD.