Karantæneregler på alle områder bør strammes til 48 timer for at mindske risikoen for PED i Danmark, mener Anders P. Andersen fra LMO
Risikoen for smitte med den alvorlige diarrésygdom PED skal for alt i verden holdes uden for landets grænser.
Sådan lyder det fra svinekonsulent i LMO Anders P. Andersen, der nu opfordrer til strammere karantæneregler for ansatte i danske svinebrug, når de eksempelvis kommet tilbage til arbejde efter en tur i udlandet.
- Det er lige før, jeg har lyst til at råbe ”ulven kommer, ulven kommer”, for det er virkelig en alvorlig sag. Risikoen for at få sygdommen inden for dørene er sindssyg stor, og selv om vi lykkeligvis endnu ikke har set sygdommen i Danmark eller Skandinavien, har vi smittefaren meget tæt på, siger han i en pressemeddelelse.
Han peger på, at det, der gør, at smittefaren er tæt på, er kontaktfladen til udlandet:
- Mange danske landmænd har udenlandske medarbejdere ansat, og når de kommer hjem til Ukraine eller hvor de nu er fra, så får de meget typisk nogle fødevarer med i bagagen til det danske frokostbord. Der er desværre mange, der ikke overholder forbuddet mod at indføre for eksempel mælkeprodukter og kødvarer.
Glem alt om 12 timer
En af de forholdsregler, som man selv kan tage, handler om karantæne. Som reglerne er i dag, er de næsten for blide, mener svinekonsulenten.
- Jeg vil gerne opfordre til, at enhver landmand med respekt for sig selv, sin besætning og sine udenlandske medarbejdere strammer karantænereglerne på alle områder til 48 timer. Glem alt om blot 12 timer, som de officielle regler lyder for nogle risikoområder. Det er alt for lidt.