LMO’s chef for Planteavl er enig med kritikerne i, at dette §3-sprøjteforbud vil få vidtgående konsekvenser for landmændene.
Et planlagt forbud mod at gødske og sprøjte § 3 arealer
kan være skidt for fremtidens landmænd. Med den holdning har Landbrug &
Fødevarer sammen med en række utilfredse landmænd i denne uge haft foretræde i
Folketingets Miljøudvalg, som står overfor at indføre forbuddet.
Hos LMO er chef for planteavl, Lars-Ejler Hansen, enig i
den bekymring, der hersker blandt landmænd, såfremt forbuddet mod at sprøjte
eller gøde § 3 arealer bliver til virkelighed.
- Staten ønsker at beskytte naturen, men hvis de indfører
dette forbud, kan det ende med, at de opnår lige det modsatte. Med det mener
jeg, at sådanne arealer på sigt vil blive uproduktive, og at det dermed ikke
kan betale sig for landmanden at have dyr gående på arealerne. I stedet vil
arealerne typisk blive slået en gang om året, hvilket vil sænke
biodiversiteten. Det kan jeg ikke forestille mig er i nogens interesse, siger
Lars-Ejler Hansen.
Kvægbrugere bruger i dag arealerne til afgræsning. Hvis
disse arealer fremover ikke må få gødning, kan de køer, der skal æde af
græsset, ikke få den næring, de har brug for.
- Som det er i dag, er der i forvejen ingen landmænd, der
sprøjter særligt meget på netop disse arealer, men det er vigtigt at have
muligheden, når arealerne invaderes af tidsler og andet ukrudt. Jeg synes
derfor, det er ærgerligt, hvis Staten lykkes med at få forbuddet trumfet
igennem, da det på sigt kan gøre mere skade end gavn, siger Lars-Ejler Hansen
fra LMO.
I Danmark er cirka 10 procent af landets areal beskyttet
gennem Naturbeskyttelseslovens § 3. En del af arealet kræver pleje i form af fx
afgræsning af køer for at undgå tilgroning.