Hækkerup efterlyser en fælles indsats

Landbrug & Fødevarer deltager i dansk eksportfremstød i Vietnam og Filippinerne

Flere fødevarevirksomheder og handels- og udviklingsminister Mogens Jensen er i den kommende uge med på et dansk eksportfremstød til Vietnam og Filippinerne.

Med på turen er også administrerende direktør i Landbrug & Fødevarer Karen Hækkerup.

- Det sydøstasiatiske marked rummer store muligheder – både for virksomheder, der vil sælge danske kvalitetsfødevarer til kvalitetsbevidste forbrugere, og for de virksomheder, der sælger udstyr til den lokale landbrugssektor, siger hun i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Der er brug for en samlet indsats for at åbne nye markeder for danske virksomheder. Den økonomiske krise er så alvorlig, at alle må arbejde benhårdt for at afbøde konsekvenserne af Ruslands importstop. Derfor sætter vi stor pris på at have et tæt samarbejde med både politikere og fagfolk fra de danske ministerier.

Blandt de deltagende virksomheder fra den danske fødevareklynge er Danbred, der er en stor leverandør af avlssvin til Vietnam og indgår i virksomhedssamarbejdet Danish Farm Concept, der satser på at levere nøglefærdige svineproduktionsanlæg i Sydøstasien.

Også nordjyske Tican deltager i fremstødet i bestræbelserne på at få adgang til vækstmarkeder i Sydøstasien. Hos Landbrug & Fødevarer peger man på, at slagteriet har været ramt direkte af Ruslands importforbud og har måtte lukke et lokalt slagteri og sende knap 150 medarbejdere hjem. 

Læs også