Dansk Fåreavl afkræves tilskud tilbagebetalt

Fåreafgiftsfondens formand trækker sig i kølvandet på advokatundersøgelse

Fåreafgiftsfondens bestyrelse har på et møde onsdag besluttet at kræve tilskud for i alt 312.000 kroner betalt tilbage fra Dansk Fåreavl.

Det sker efter, at en advokatundersøgelse har afdækket, at der er sket en række formelle fejl i tildelingen af de tilskud, som er blevet brugt på projekter i 2013.

Advokatundersøgelsen er bestilt af Landbrug & Fødevarer, efter der har været rejst kritik af Fåreafgiftsfondens forvaltning af fondsmidler. Det er Landbrug & Fødevarer, der siden 2013 har stået for administrationen for Fåreafgiftsfonden.

Fåreafgiftsfondens formand Richard Andersen har som følge af resultatet af advokatundersøgelse besluttet at trække sig som formand for fonden.

-  Det er stærkt beklageligt, at der er sket en række formelle fejl i vores procedure ved tildeling af tilskud til Dansk Fåreavl. Det drejer sig blandt andet om, hvordan man skal forholde sig, hvis der er tale om inhabilitet i de konkrete projektansøgninger. Der er nu rettet op på alle procedurer, så det ikke vil ske igen.

- Men jeg har som følge af advokatundersøgelsen besluttet at trække mig som formand. Det vigtige for mig er, at der kan være fuld tillid til arbejdet i Fåreafgiftsfondens bestyrelse, siger den nu tidligere formand for Fåreafgiftsfonden Richard Andersen.

Næstformand i Fåreafgiftsfonden Per Ploug varetager formandsopgaverne frem til næste bestyrelsesmøde, hvor der skal vælges en ny formand for fonden.

Læs også