Danmark har mandag indgået to aftaler med Sydkorea, der skal styrke samarbejdet og vidensudvekslingen om dyrevelfærd og økologi.
Mandag har Danmark indgået to aftaler med Sydkorea, der
skal styrke samarbejdet og vidensudvekslingen om dyrevelfærd og økologi mellem
de to lande. Aftalen skal hjælpe til, at styrke danske producenters adgang til
det attraktive koreanske marked, meddeler Fødevareministeriet i en
pressemeddelelse.
Samarbejdet om dyrevelfærd kan udover fremme af bedre
dyrevelfærd også få stor betydning for Danmarks muligheder for eksport af
oksekød. Korea lukkede ned for importen af oksekød i 2000 pga. udbrud af
kogalskab i EU, dog ikke i Danmark.
- Jeg håber, at vi gennem det udvidede samarbejde om
dyrevelfærd kan få mulighed for at vise koreanerne, hvor langt vi er i Danmark
i arbejdet med at integrere dyrevelfærd og dyresundhed. Det kan forhåbentlig
gøre det lettere at vinde koreanernes tillid, så de genåbner importen af
oksekød, siger fødevareminister Dan Jørgensen, der i det hele taget er glad for samarbejdsaftalen:
- Dyrevelfærd og økologi er to områder som jeg som fødevareminister har haft særlig fokus på. Derfor glæder det mig naturligvis ekstra meget, at vi nu kan indlede et samarbejde med koreanerne. Korea har en stærk og købekraftig middelklasse, og der er blandt koreanerne en stor interesse for økologi og dyrevelfærd. Danmark kan levere på begge dele, siger fødevareminister Dan Jørgensen (S).