Der er ingen nemme løsninger, når svineproducenter ifølge erklæringen fra Dyrevelfærdstopmødet skal halekupere færre grise, vurderer VSP
Færre grise skal halekuperes i de danske svinestalde. Det
er hensigten ifølge erklæringen fra Dyrevelfærdstopmødet, der blev afholdt i
marts 2014. I erklæringen står der: »Andelen af halekuperede smågrise skal
nedbringes markant. En fælles indsats starter nu«.
Hos Videncenter for Svineproduktion (VSP) konkluderer man
dog, at der ikke er nogen nemme løsninger.
Der skal mere til end færre grise i stierne for at undgå
halebid, pointerer Helle Pelant Larhmann, projektleder i VSP.
Flest halebid i Sverige
- Bemærkninger for halebid på slagteriet ligger i Sverige
på cirka 2 procent og i Finland på cirka 2,5 procent, hvor vi i Danmark ligger
på cirka 1 procent, forklarer hun efter at have været på studietur i Sverige og
Finland for at kigge på de to landes erfaringer med hele haler.
- Vi tog ellers til Sverige med den formodning, at netop
færre grise og mere plads i stierne måske kunne være en løsning på den
udfordring, der kan være med hele haler, siger Helle Pelant Larhmann.
- Selvom begge lande i mange år ikke har halekuperet, så
kan vi se, at der er problemer med halebid i de to lande, forklarer hun.
Lavere belægning er ikke nok
I Sverige har halekupering været forbudt siden 1988, og i Finland
blev der indført et forbud mod halekupering i 2004.
- Men der har dog aldrig været tradition for kupering af
haler i Finland, så det har ikke betydet noget for dem, at forbuddet blev
indført, fortæller hun.
Helle Pelant Lahrmann forklarer, at selvom man eksempelvis
i Sverige har færre grise og mere plads i stierne, så er forekomsten af halebid
stadig til stede.