Kartoffelbrok konstateret på dansk mark

Efter mange års fravær er svampesygdom tilbage på dansk jord

Ikke siden 1981 har man fundet kartoffelbrok i Danmark.

Men nu har NaturErhvervstyrelsen modtaget de endelige analyseresultater, der bekræfter fund af svampesygdommen på et mindre, afgrænset areal i Jylland.

- Vi tager denne sag meget alvorligt. NaturErhvervstyrelsens team er i dag ude hos landmanden for blandt andet at få afgrænset det inficerede område. Vi har en beredskabsplan, som vi følger i denne slags sager, så vi får identificeret det specifikke område med brok, siger enhedschef i NaturErhvervstyrelsen Kristine Riskær på styrelsens hjemmeside.

- Det er ærgerligt, at vi finder kartoffelbrok efter så mange års fravær, særligt fordi vi i Danmark er kendt for vores dygtige kartoffelavlere og høje kvalitet. Det ser ud til, at der er tale om et meget afgrænset område, og erhvervet har reageret hurtigt.

Fundet er gjort i en mark, hvor der udelukkende avles kartofler til stivelsesproduktion.

For at hindre spredning af smitten vil de relevante marker efter en nøje undersøgelse af smitterisikoen få pålagt restriktioner for kartoffelavl. Kartoffelbrok spredes ved transport af inficeret jord eller smittede kartofler.

Læs også