BL: Forventer flere hundrede vil gøde mere end de må

Bæredygtigt Landbrug opfordrer sine mere end 4.000 medlemmer til at sætte måleudstyr på drænene for at bevise landbruget ikke forurener

I en pressemeddelelse opfordrer Bæredygtigt Landbrug sine medlemmer til at opsætte måleudstyr på drænrørene. Landmændene har ikke råd til at vente flere år på en ny regulering baseret på målinger, lyder det fra foreningens administrerende direktør, Bjarne Nigaard. Foreningen påpeger, at der i høsten i år har været foruroligende dårligt udbytte på markerne.

- Havde vi behandlet vores husdyr på samme måde, som vi er tvunget til at dyrke afgrøder, var samtlige danske landmænd for længst blevet anmeldt til politiet for dyremishandling. Afgrøderne får simpelthen ikke det, de biologisk og fagligt skal have, siger Bjarne Nigaard.

Over for DR forklarer direktøren, at han forventer, at flere hundrede landmænd vil gøde mere end de må i forsøget.

Til DR lyder det fra svineproducent Christen Hillersborg, der vil deltage i forsøget.

- Jeg kan godt forstå, hvis folk er bekymrede over, at vi vil gøde mere. Men forsøget vil vise, at vi ikke udleder mere kvælstof, end vi gør i dag. Og resultatet vil være, at jeg får mere korn hjem i laden, siger han.

Læs også