Der er søgt om flere støttekroner fra Økologifremmeordningen, end der er afsat midler til
Interessen for at få del i Økologifremmeordningen er stor.
Det oplyser Fødevareministeriet.
Økologifremmeordningen er en del af regeringens økologiske
handlingsplan, og der er i år afsat 28 millioner kroner til at støtte projekter,
der skal fremme omstillingen til økologi i de offentlige køkkener. Og ved
ansøgningsfristen den 1. juli havde Fødevareministeriet modtaget ansøgninger
for 39 millioner kroner.
- Det er dejligt at se, at interessen stadig er stor for
økologi ude i landets kommuner. Der er allerede omstillingsprojekter i gang i 24
kommuner, så interessen for årets ansøgningsrunde viser, at dansker gerne vil
økologien, siger fødevareminister Dan Jørgensen (S) på Fødevareministeriets
hjemmeside.
Ifølge ministeren skal de mange måltider, der indtages i
offentlige køkkener og kantiner, bidrage til bedre mad i hverdagen.
- Jeg mener, at det er vigtigt, at det offentlige går
foran og også gør sit til at forbedre danskernes madvaner. Jeg har en ambition
om, at der bruges flere økologiske fødevarer i de offentlige køkkener. Det vil
også have en række positive sideeffekter. Erfaringer fra to kommuner, som har
omlagt til økologi, har vist, at madspildet samtidigt omtrent blev halveret.
De 28 millioner kroner til Økologifremmeordningen i år
kommer fra EU’s landdistriktsprogram og er en del af aftalen om udmøntning af
landdistriktsprogrammet for 2014 og 2015 mellem regeringen, Venstre, Det Konservative
Folkeparti og SF.