Formand: Det blev et drømmedyrskue

Formand for Foreningen Land & By Østjylland Peter Søgaard Mortensen glæder sig over, at knap 20.000 mennesker besøgte Det Østjyske Dyrskue

Perfekt dyrskuevejr, stor opbakning fra udstillerne og mange besøgende på pladsen.

Hos arrangørerne bag Det Østjyske Dyrskue i Horsens ser man nu tilbage på et dyrskue, der ifølge dem helt efter bogen:

- Det blev lige præcist det dyrskue, vi havde drømt om, og vi er utroligt glade for den store interesse og opbakning, vi oplever omkring dyrskuet hele vejen rundt, siger formanden for Foreningen Land & By Østjylland, Peter Søgaard Mortensen.

Dyrskuet blev besøgt af knapt 20.000 mennesker over de to dage – fredag den 13. juni og lørdag den 14. juni.

Fredag bar traditionen tro præg af de mange børn fra dagplejere, børnehaver og skoler. Senere på dagen var der dyrskuefrokost, hvor mange landmænd mødte op og hørte den årlige dyrskuetale – denne gang af forhenværende fællestillidsmand på Danish Crown, Lars Mose.

Lørdag var den store besøgsdag, hvor rigtigt mange brugte en dag på dyrskuet, og lørdag eftermiddag var der tæt pakket af folk på pladsen.

- Og med en rekordstor dyreudstilling, en flot maskinudstilling og masser af underholdning var der virkelig noget at se på for dyrskuegæsterne, siger Peter Søgaard Mortensen og tilføjer, at de mindre dyr som katte, høns og kaniner samt børnedyrskue også var populære trækplastre.

- Det har samtidig kæmpe betydning, at kommunen bakker godt op og vil dyrskuet. Det gør at vi kan melde klart og tydeligt ud, at der også er dyrskue i fremtiden.

Læs også