Rådgivningsvirksomhed får ny formand
Nis Hjort fra Vejle-Fredericia Landboforening er valgt som formand for LMO
LMO oplyser, at Nis Hjort er 53 år og har en bedrift i Skærup mellem Vejle og Fredericia med 100 malkekøer og lige så mange hektar.
Han har siden december 2013 været s bestyrelse, men skal nu fremover stå i spidsen for bestyrelsen og således være med til at udstikke kursen for rådgivningsvirksomheden.
- Det bliver meget spændende at være med helt i front. Jeg glæder mig meget til at komme i gang med de nye opgaver, der venter mig og fortsætte det gode arbejde, som Steen Vindum har lagt i bestyrelsen, siger Nis Hjort i en pressemeddelelse og fortsætter:
- Det er efter min mening meget vigtigt, at vi fortsat har fokus på det brede samarbejde i bestyrelsen, hvilket både er til gavn og glæde for alle ejerforeningerne samt forretningen LMO.
Mange udfordringer
Administrerende direktør Jan Winther glæder sig til samarbejdet med den nye formand i en tid, hvor der er mange udfordringer at tage fat på:
- Jeg er overbevist om, at jeg vil få et godt og konstruktivt samarbejde med Nis Hjort og det nye formandskab i det hele taget. Jeg har haft et rigtigt godt samarbejde med tidligere formand Steen Vindum, men nu kommer der en ny tid med nye muligheder. LMO er inde i en positiv udvikling, og det er jeg sikker på vil fortsætte.
Anders Ahrenfeldt blev valgt som 1. næstformand, Peter Sommer Jensen som 2. næstformand og Morten Laursen som 3. næstformand.