Fødevarestyrelsen har udført en aktion rettet mod produktion og salg af forfalskede fødevarer
I december og januar har 33 lande deltaget i den fælles
internationale aktion, Operation Opson, der er rettet mod produktion og salg af
forfalskede varer.
Under aktionen blev der samlet set konfiskeret mere end 1.200
ton forfalskede eller underlødige fødevarer, og næsten 430.000 liter
forfalskede drikkevarer. Det oplyser Fødevarestyrelsen.
Danmark var blandt de deltagende lande, og her blev
aktionen udført af Fødevarestyrelsen – og koordineret i et samarbejde mellem
netop Fødevarestyrelsen, Skat, politiet og Patent- og Varemærkestyrelsen.
Aktionen førte ifølge Fødevarestyrelsen til få sanktioner
i Danmark. Fokus var her i landet på æg, honning, fisk, suppeterninger og
olivenolie.
- Resultatet af aktionen blev, at der blev givet fem
indskærpelser for manglende sporbarhed på suppeterninger ved kontrollen samt
for ustemplede æg, lyder det fra Fødevarestyrelsen.
Derudover var der i to tilfælde problemer med indholdet af
dåser med torskerogn, der viste sig at indeholde andre fiskearter end
varedeklarationen beskrev.
Der viste sig ikke at være problemer med de kontrollede
varer for områderne olivenolie, tun og honning.
- Vi er glade for det gode resultat af aktionen her i
Danmark. Jeg tror, de gode resultater skyldes, at vi i Danmark har en branche
med en høj grad af selvjustits, og en velfungerende fødevarekontrol, der er
målrettet problemområderne, siger leder af Fødevarerejseholdet Michael
Rosenmark i en pressemeddelelse.