Rejsehold skal undersøge tomme landbrugsbygninger
Videncentret for Landbrug, Dansk Byggeri, Nykredit, TopDanmark og Landbrug & Fødevarer vil rådgive landmænd, der har bygninger til overs
Rundt omkring i landet står 300 millioner kvadratmeter af landbrugets driftsbygninger tomme og ubrugte hen. Nogle af bygningerne bør måske rives ned, mens andre kan anvendes til nye formål. Det oplyser Videncentret for Landbrug.
Derfor er Videncentret for Landbrug, Dansk Byggeri, Nykredit, TopDanmark og Landbrug & Fødevarer i gang med at etablere et rejsehold, som skal rådgive landmænd, der står med tomme bygninger.
- Det handler om at få udnyttet de mange kvadratmeter, så de gør nytte og samtidig skaber nyt liv i lokalsamfundet, siger arkitekt og landskonsulent ved Videncentret for Landbrug Kræn Ole Birkkjær på centrets hjemmeside.
Han peger på, at lokale forhold og beliggenheden har betydning for, hvad bygningerne kan bruges til:
- Eksempler kan være at bruge dem som lagerbygninger, ferielejligheder, til produktions- eller kontorfaciliteter eller til gårdbutik.
Ifølge Videncentret for Landbrug bliver rejseholdets opgave blandt andet at inspirere landmændene – og sikre en professionel proces.
- Det kan være ganske dyrt at vælge forkert. Nogle bygninger skal genindrettes, mens andre skal bortskaffes. Det vil klæde det åbne land, lyder det fra Kræn Ole Birkkjær.
Han forventer, at rejseholdet går i gang med arbejdet i løbet af efteråret.