Ny salmonellabekendtgørelse træder i kraft den 15. juli.
Den 15. juli træder en ny bekendtgørelse for bekæmpelsen
af Salmonella Dublin i kraft. Den er en del af tredje og sidste fase i den
nationale salmonellahandlingsplan, som skal gøre danske kvægbesætninger fri for
salmonella i 2016. Det meddeles i seneste udgave af Aktuelt til Dyrlæger.
Med den nye bekendtgørelse indføres såkaldt
regionalisering og obligatorisk salmonellabekæmpelse. Landet opdeles i områder med lav forekomst
(Fyn, Sjælland og Bornholm med omliggende øer) og områder med høj forekomst
(Jylland med omliggende øer). Formålet er at beskytte besætninger i områder med
lavt niveau. Fra 15. juli vil det som udgangspunkt ikke længere være lovligt at
flytte kvæg til levebrug fra Jylland til Fyn, Sjælland og Bornholm.
Krav om handlingsplaner
Salmonellabekæmpelse bliver obligatorisk i alle
besætninger, der ikke er i niveau 1. Der skal udarbejdes besætningsspecifikke
handlingsplaner. Besætninger der ikke er i niveau 1 ved udgangen af juni 2014,
skal udtage gødnings- og gylleprøver med mindre der kan fremvises et
tilstrækkeligt antal frie blodprøver (10 stk. i mælkeleverende besætninger).
Positive gødnings- eller gylleprøver vil medføre særslagtning. Udgifterne
hertil afholdes af producenten selv.
Selvom fristen for slagtekalvebesætninger er udskudt til
udgangen af juni 2015, vil det være hensigtsmæssigt at påbegynde sanering
allerede nu.
Opdelingen i niveau 1a og 1b afskaffes. Besætninger i
disse niveauer placeres fremover i niveau 1. Niveau 2R afskaffes. Alle
besætninger der hidtil har været i niveau 2R kommer i niveau 2.
Læs mere om Salmonella Dublin, herunder reglerne for
omsætning fremadrettet på www.salmonella.dk.
cab