Avis: Bioplaner vil koste landbruget milliarder

En analyse fra Landbrug & Fødevarer viser, at nye EU-regler for biobrændstof kan betyde tab på to milliarder kroner om året

Onsdag præsenterer EU's klimakommissær Connie Hedegaard nye EU-regler for brug af biobrændstoffer i transportsektoren.

Formålet med de nye regler er at få skåret markant ned på brugen af førstegenerations biobrændstoffer, der er baseret på fødevarer som raps og hvede. En analyse fra Landbrug & Fødevarer viser imidlertid, at de nye regler vil betyde, at Danmark vil tabe to milliarder kroner om året. Det skriver Børsen onsdag.

- Det nytter ikke at blive ved med at satse på produktion af konventionelle biobrændstoffer, som ikke er reelt bæredygtige, siger Connie Hedegaard til Børsen.

Hos Landbrug & Fødevarer påpeger konsulent Troels Yde Toftdahl imidlertid, at de nye regler skaber problemer:

- Det er et meget stort problem for de aktører, som har investeret store summer i tiltro til de eksisterende regler, lyder det fra konsulenten.

Ifølge Børsen betyder EU's initiativ angiveligt, at der blandt andet vil blive lagt et loft for medtælling af førstegenerations brændstoffer i opfyldelsen af landenes vedvarende energimål.

Landbrug & Fødevarer offentliggør onsdag en større analyse, som viser, at den danske biosektor står til at tabe en omsætning på op mod to milliarder kroner om året som følge af det nye initiativ.

Læs også