Kendt radiovært kigger på dilemmaer til svinekongres

Det handler om dilemmaer i svineproducenters arbejdsliv, når Mads Steffensen og et panel er med ved ”Kongres for svineproducenter”

Mads Steffensen er vært på P3’s populære radioprogram ”Mads og monopolet”, hvor han sammen med tre kendte danskere giver gode råd til lytterne i livets store og små spørgsmål.

Til ”Kongres for svineproducenter” er Mads Steffensen den 23. oktober sammen med et panel klar til at diskutere og løse tilhørernes dilemmaer. Det oplyser Videncenter for Svineproduktion.

Ifølge videncentret består panelet af forfatter Marianne Jørgensen, svineproducent og formand for virksomhedsbestyrelsen i L&F Asger Krogsgaard samt Bjørn Stene, der er administrerende direktør i reklamebureauet MENSCH.

Til kongressen har du mulighed for, at Mads Steffensen og panelet tager fat i dit dilemma. Det kan for eksempel tage udgangspunkt i en ledelsesmæssig problemstilling.

- Vi efterlyser spørgsmål, problemer eller dilemmaer, der optager svineproducenter og deres medarbejdere i deres arbejdsliv, lyder det fra Christian Frandsen, Videncenter for Svineproduktion, der er en af initiativtagerne til programpunktet på Kongres for Svineproducenter 2012.

Har du et godt bud på et dilemma, kan du sende det til kongresledelsen på mkl@lf.dk senest den 10. oktober

Læs også