Urimeligt at landmænd ikke får udbetalt renter, når de får medhold i, at det træk, som de har fået i hektarstøtten, har været uberettiget, mener Danske Svineproducenter.
- Vi har ikke hjemmel til at betale renter.
Det er, hvad flere svineproducenter har fået at vide af Fødevareministeriet i forbindelse med et par retssager, hvor de har fået medhold i, at det træk der var sket i deres hektarstøtte var uberettiget. Efterfølgende har de fået udbetalt hektarstøtten, men det har været uden tillæg af renter.
Ifølge direktør Hans Aarestrup hos Danske Svineproducenter er det helt urimeligt. På vegne af tre svineproducenter har man derfor nu valgt at gå ind at stævne Fødevareministeriet. Ifølge Hans Aarestrup er sagen klokkeklar.
- Når staten har kostet landmanden penge og skyld i, at landmanden har haft et tab, så er staten også forpligtiget til og gøre skaden god igen. Man gør jo ikke skaden god igen ved blot at betale det beløb tilbage, som man uberettiget har holdt tilbage. Man gør skaden god igen ved også at betale de renter tilbage, som landmanden har mistet, siger Hans Aarestrup.
Ikke kæmpe beløb
Han forklarer, at der ikke er tale om kæmpe store beløb, som den enkelte landmand er blevet snydt for. Samlet set løber det dog op. Nogen har måske uberettiget fået trukket 50.000 eller 100.000 kr. i hektarstøtten. De penge har de måske manglet i et år, og det er renter af de penge, som landmanden bør få igen, hvis det altså står til Danske Svineproducenter.
- Det er en principiel sag, og den er slet ikke kompliceret. Hvis man eksempelvis kører folk ned, er det svært at gøre op, hvad tabet er for den enkelte. Men i det her tilfælde er der tale om kroner og øre. Det er meget nemt for staten at gøre op, hvad tabet for den enkelte landmand har været ved, at de har beholdt hans penge, siger Hans Aarestrup.
Vandt »gult-kort-sag«
Det er advokatfirmaet Interlex, som kører sagen på vegne af Danske Svineproducenter, hvilket er samme firma, som foreningen også benyttede tidlige i år, da man også kørte en sag mod staten i forbindelse med »gult-kort«-ordningen.
Her fik man medhold i, at ordningen, der har til formål at sænke svineproducenternes antibiotikaforbrug, var ugyldig, da man lovgav med tilbagevirkende kraft. De berørte svineproducenter fik herefter tilbagebetalt det gebyr på 5.500 kr., som de var blevet bonnet for i forbindelse med det gule kort. Den gang var det dog inklusiv renter.
Ifølge advokat Mie Letager fra Interlex bør staten også udbetale renter i sagerne om tilbagebetaling af hektarstøtte. Især også fordi, at staten selv kræver renter, og dermed er de også selv forpligtigede til at betale renter.
- Man har i den her sag to parter, som indbyrdes bør være underlagt de samme rentemæssige restriktioner, siger hun.
Hjemmel ingen forhindring
At Fødevareministeriet har oplyst, at de ikke har hjemmel til at betale renter, giver hun ikke meget for.
- Der er jo så meget, som de ikke har hjemmel til, som de foretager sig alligevel. Og når de kan udbetale renter i forbindelse med gult-kort-sagerne, så bør de også kunne gøre det ved almindelige krydsoverensstemmelsessager, siger Mie Letager.
Mange ville være med
Mie Letager fortæller, at man i teorien kunne have valgt at køre sagen for mange flere landmand, men man har nu fundet tre landmænd, som ønsker at være med, og det er nok til at gøre sagen principiel.
- Der er masser af landmænd, der gerne ville være med. Men som sagen er, så er det ret tydeligt, at det her er relevant for alle landmænd, siger hun.
Lige nu er stævningen havnet hos Fødevareministeriet. Næste skridt bliver nu, at de skal svare skriftligt på stævningen. Alt afhængigt af dette svar ruller sagen nu, og ifølge Mie Letager er det ikke usandsynligt, at det kan blive en noget langstrakt affære, og der kan nemt gå et år, før der er en afgørelse.