Fødevareminister vil lancere nyt økologiudspil

Mette Gjerskov (S) vil i løbet af få uger lancere et økologiudspil, der skal sætte yderlige skub i målsætningen om en fordobling af det økologiske areal inden 2020.

Under et år efter, at den tidligere fødevareminister Henrik Høegh (V) lancerede et udspil, der skulle sætte mere gang i den økologiske udvikling i Danmark, ser det nu ud til, at endnu et udspil er på vej.

- Jeg har lovet mig selv og andre, at jeg inden for få uger vil komme med et økologiudspil, siger fødevareminister Mette Gjerskov (S).

Grunden er, at det stadigvæk går for langsomt med at nå den danske ambition om en fordobling af det økologiske areal frem mod 2020 i forhold til 2008.

De nye regeringspartier har tidligere talt om, at de endda havde ambitioner om at nå en tredobling, men Mette Gjerskov erkender, at omlægningen i de sidste år har gået for langsomt, så en tredobling vil være urealistisk. En fordobling er man til gengæld ret sikker på, at man kan holde.

Ikke hurtigt nok
Fødevareministeren forklarer, at den markedsdrevne udvikling af økologien, som den forrige regering satsede på ikke har fået økologien til at vokse nok.

- Jeg er i gang med at gennemtrawle alt, hvad vi har i Fødevareministeriet, hvor vi kan være med til at fremme noget økologi. I forhold til de nationale ting, så har vi muligheden i landdistriktsmidlerne. Derudover satser vi på at få økologi ind som et element i EU's landbrugsreform, hvilket i øvrigt ser rigtig positivt ud, og derudover, så vil vi gå ud at kigge på efterspørgslen, siger Mette Gjerskov.

Det er især det offentlige indkøb af økologiske varer, som Mette Gjerskov gerne vil gå ind at øge, for på den måde at øge efterspørgslen på økologi.

Ikke svaret på alt
Fødevareministeren fortæller, at hun dog også gerne vil sige til dem, der bliver lidt fjerne i øjnene, hver gang ordet »økologi« nævnes, at hun ikke tror, at økologi er svaret på alt i dansk landbrug. Hun vil ikke tvinge økologien ned over hovedet på en masse landmænd, der ikke er interesseret.

- Nu er jeg ikke ude på at omlægge 100 procent af dansk landbrug til økologi. Men det er altså sådan, at når jeg kigger på tallene, så er der masser af eksport og beskæftigelse og masser af gode toner i den del af erhvervet, som er økologisk. Og det er på trods af, at arealet ikke har haft en fantastisk udvikling.

- Der er masser af vækstpotentiale i økologi, som vi skal have udnyttet maksimalt, og vi er altså på jagt efter ethvert område i det her land, som kan give os nogle flere jobs og bedre økonomi og eksport, siger Mette Gjerskov.

Læs også