I søndags blev der protestpløjet imod de nye pløjeregler ved Århus. Omkring 30 landmænd og konkurrencepløjere deltog i protestaktionen, mens cirka 200 fremmødte så på.
Først var det Asger Christensen, så var det Niels Balle. Protestnedpløjninger af de nye pløjeregler breder sig.
I søndags blev de nye regler sendt til tælling sideløbende med et regionalt østjysk pløjestævne ved Hinnerup, nord for Århus. Stævnet blev afholdt på den tidligere verdensmester i standardplov Niels Balles jord. Han var også initiativtager til nedpløjningen af de nye regler.
- Nok er nok, vi er nødt til at handle og vise, at landbruget ikke kan leve med de mange bureaukratiske regler udformet bag københavnske skriveborde.
- Det er umuligt at skabe arbejdspladser og vækst med det regeltyranni, vi bliver mødt med – og de nye pløjeregler er blot den seneste forhindring, forklarer initiativtager Niels Balle til Effektivt Landbrug.
Ved 1-tiden i søndags blev der sat handling bag ordene.
Omkring 30 konkurrencepløjere og fremmødte østjyske landmænd satte ploven i jorden og pløjede kopier af det nye regelsæt i jorden. Cirka 200 tilskuere og flere pressefolk var vidne protestaktionen, som altså ser ud til at brede sig.
Formand bakker op
Niels Balle står ikke alene med sine frustrationer over det nye regelsæt. Kolding-Herreds Landbrugsforening lavede en lignende aktion for nylig – og formanden bakker op om det østjyske initiativ.
- Formand Asger Christensen ringede til mig lørdag aften og støttede op om aktionen. Det er jeg glad for. Som landmand og planteavler savner jeg, at vores forening ville være mere synlige i kampen for at få afskaffet de mange regler, som landbruget er underlagt.
- Alternativt må vi jo alle melde os ind i Kolding-Herreds Landbrugsforening, da det er den eneste forening, som officielt støtter os, siger Niels Balle med et smil på læben.
Intet politi
Kolding-Herreds Landbrugsforenings aktion blev politianmeldt. Men i søndags dukkede der dog ingen betjente op.
- Der har ikke været politi til stede i dag, men man ved jo aldrig, om der kommer en anmeldelse senere. Men sker det, så må vi tage den derfra. Jeg har mødt utrolig stor opbakning til aktionen, forklarer Niels Balle, som derfor ikke frygter for konsekvenserne.
- Det vigtigste er, at vi får sat fokus på det regeltyranni som i øjeblikket er ved at dræbe landbruget, slutter han.
Resultaterne fra pløjestævnet vil blive offentliggjort på LandboUngdoms hjemmeside.