Den 18. og 19. juni blev Bondens Marked afholdt ved Gisselfeld Gods nær Næstved. Mange gæster trodsede regnen og kiggede forbi. Arrangørerne selv efterlyser dog flere primærproducenter.
Gåsen August, som er Bondens Markeds maskot og varetegn, indtager i pileflet en central plads i midten af den store udstillingshal.
Det gør Jette Højholdt Mikkelsen og Lars Peter Nielsen også. Parret er hovedarrangørerne bag dette festlige forehavende, hvis formål er at sprede budskabet om de gode danske lokale råvarer og produkter.
Det skal være hyggeligt
- Folk bliver glædeligt overrasket, når de ankommer og oplever, hvor meget vi har gjort ud af markedet. Vi gør meget ud af stemningen, det skal være hyggeligt, fortæller Jette Højholdt Mikkelsen.
Og selvom regnen om lørdagen lagde en lille dæmper på antallet af besøgende, har der alligevel været nok at se til. Atmosfæren var i top også i år.
- Vi har været glade for fremmødet, der i den grad fortæller, at gæsterne er interesseret i vores produkter. Vi ser mange nye og gamle ansigter, siger Jette Højholdt Mikkelsen.
Mangler landmænd
Men selvom fremmødet er positivt, og flere stadeholdere er gengangere, mangler der noget, mener Lars Peter Nielsen.
- Hvis Bondens Marked skal kunne markere sig endnu mere og blive endnu bedre, er vi nød til at have flere primærproducenter med. Vi mangler virkelig folk, der selv er producenter. Derfor skal vi have flere landmænd på banen. De skal turde det her med os, og det vil vi gerne slå et slag for, forklarer Lars Peter Nielsen og tilføjer.
- Og samtidig har vi brug for kendte lokale producenter, som kan tiltrække endnu flere nysgerrige gæster til Bondens Marked, fordi vi som erhverv bliver nødt til at støtte hinanden i arbejdet med at oplyse danskerne om de gode lokale råvarer, understreger han.
Stort marked til efteråret
I sin nuværende form har Bondens Marked omkring 4.000-5.000 besøgende på en weekend, men dette tal må ifølge parret gerne blive højere, så længe økonomien kan hænge sammen.
Og her er de begge fortrøstningsfulde, og de glæder sig til at skabe festlige rammer for stadeholdere og gæster til oktober.
- Til efteråret bliver markedet større, men selvom vi får flere primærproducenter til oktober, så håber og arbejder vi for, at disse producenter også vil vise flaget fremover i juni, siger Jette Højholdt Mikkelsen.
- Virkeligheden er, at vi er blandt de små, når det gælder sådanne arrangementer, og skal vi gøre opmærksom på vores koncept, bliver vi måske nødt til at vokse en smule eller i det mindste få flere landmænd med på vognen, slutter Lars Peter Nielsen.