- Det er naturligvis flot, at Danish Crown har lavet et så flot halvårsresultat, siger formand for Danske Svineproducenter Henrik Mortensen.

Men efter den ros, er det også slut med roserne.

Henrik Mortensen påpeger, at de danske svineproducenter - Danish Crowns ejere - ikke har råd til at et overskud ligger i Danish Crown eftersom ejerne har så hårdt brug for pengene netop nu.

- Det var bedre, at vi havde pengene til rådighed nu, for det er her hen over sommeren, vi mangler den likviditet, siger formanden som reaktion på Danish Crowns meddelelse om halvårsregnskabet, som man kunne læse om i avisen i går og som fulgte lige i kølvandet på sidste torsdags melding om en uændret notering i indeværende uge.

Overskud til producenterne
- Der er noget skævt i, at os der producerer grisen, ikke kan få vores forretning til at hænge sammen, og at vi så for anden gang skal høre om et rigtigt godt halvårsresultat, pointerer Henrik Mortensen.

- Selvfølgelig kan Danish Crown lave et godt resultat, når de selv bestemmer noteringen, men vi producenter kan ikke betale regninger med avisoverskrifter. Vi skal bare have de penge ud, fastslår han. 

- Hvis man vil fastholde et system med efterbetaling var det bedre at betalingen faldt i forsommeren hvor likviditeten er mest anstrengt. Det er på det tidspunkt vi svineproducenter har hårdest brug for pengene.

- Efterbetalingen er jo for mange af os, hele det overskud, som vi har leve for hele året, pointerer han.

Ny fordelingsnøgle
- De siger, at de skal bruge pengene til udvikling, men hvis vi som producenter dør inden, så behøves de ikke udvikle mere på vores slagterivirksomhed, pointerer Henrik Mortensen.

Formanden siger, at man måske også kunne gøre noget lignende som i England:

- Her har man sat sig ned, og fordelt »kagen« mellem producenter, slagteri og detailhandel, så man var sikre, på, at der var penge til alle, og det er noget, som Danish Crown er med i der ovre, så måske vil de også være med til noget lignende herhjemme, foreslår formanden.

Han indrømmer dog samtidigt, at det formentlig er lettere i England på grund af den lave selvforsyningsgrad man har af svinekød.

- Herhjemme kan man måske ikke lige bruge den model på grund af den store eksport, men modellen kan vel alligevel tjene til inspiration til at få tænkt i, hvordan svineproducenterne kan få en større del af »kagen«, forslår formanden.

- Hvis ikke producenterne får en notering, vi kan leve af, vil det gå slagterierne, som husmanden hvis hest døde, netop som han havde vænnede den af med at æde, slutter Henrik Mortensen.